Forskere har identificeret den forkerte brug af danskernes grundlovssikrede ytringsfrihed, der i 99,2 % af tilfældene kan findes hos dem, der mener noget andet end dig.

Ytringsfrihedens begrænsninger og dens korrekte brug diskuteres stort set dagligt i medierne, især de sociale af slagsen.

Men ifølge en gruppe forskere fra Roskilde Universitet behøver danskerne ikke diskutere længere; den forkerte brug af vores grundlovssikrede ret kan nu findes nemt og hurtigt med en matematisk model.

“Modellen er baseret på grundige studier af mange tusind debatindlæg, filosofiske traktater og politiske teorier, der viser, at man i 99,2 % af tilfældene kan finde den forkerte brug hos de mennesker, man er uenig med,” udtaler lederen af projektet, Palle Nørgaard, der er professor i lingvistik og personligt har fundet problemer med ytringsfriheden hos flere uddannelsesordførere og Sofie Carsten Nielsen.

Et meget bredt felt
Hans kollega, Maren Svennestrup, der er professor i matematik, retter derimod sit søgelys mod partierne til højre for Socialdemokratiet og sin svoger, Jens, der er modstander af CO2-kvoter.

“Men det er et meget bredt felt,” forklarer hun og tilføjer, at forskerne fik flere overraskelser, da de gennemgik deres materiale:

“I starten så vi på medier som Uriasposten (nationalkonservativ blog, red.) og Den Korte Avis, hvilket gjorde os helt sikre på, at næsten alle folketingspolitikerne brugte ytringsfriheden til at ødelægge Danmark. Men så begyndte vi at læse Politiken, der fortalte en helt anden historie. Det var meget forvirrende.”

I sidste ende lykkedes det dog forskerne at få samling på de mange modstridende udsagn og udforme et resultat, som skulle stille alle tilfredse.

Utilstedelige ytringer
Det er dog ikke lykkedes, mener Dansk Folkepartis uddannelses- og forskningsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl.

“Selvfølgelig har RUC’s ansatte ret til at udtale sig, også om ytringsfriheden. Men i det her tilfælde går de langt ud over, hvad man forventer af en uvildig forskergruppe. De politiserer og bruger deres ytringsfrihed på en helt utilstedelig måde,” mener ordføreren, men er ifølge Palle Nørgaard helt galt afmarcheret.

“Sådan bør politikere ikke tale,” siger forskningslederen.