Hverken Mette Frederiksen eller Mogens Jensen har tænkt sig at handle for at redde det fattige individ, der lige nu har det virkelig hårdt i et land langt herfra.

I et voldeligt og sygdomsplaget land sidder en person, som ingen i Danmark har hørt om, og har det virkelig hårdt. Vedkommende har ikke spist i flere dage og ønsker knap at overleve i sin krigshærgede hjemby; tanken om et nyt liv i et andet land er meget fjern.

Ingen danske politikere kerer sig dog om denne triste skæbne.

“Nej, jeg har ingen planer om at hjælpe, medmindre vedkommende har tænkt sig at flygte til Danmark,” udtaler justitsminister Mette Frederiksen, idet hun understreger, at næstekærlighed er en vanskelig størrelse, og at vi skal hjælpe i nærområderne.

Kun spændende grupper
Det samme gælder for handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, der dog kunne være interesseret, hvis den fattige person tilhører en spændende gruppe, fx unge kvinder mellem 20-30 år, der ønsker mikrolån, eller sekulære oprørere fra Mellemøsten, der skriver godt engelsk.

“Hvis man kan skrive et skarpt læserbrev, som en praktikant på en af morgenaviserne eller DR kan oversætte til dansk, har man en chance for, at vi gider tage det op. Men læserbrevet skal ikke bare handle om kedelige ting i Syrien eller Irak; der skal gerne være en kobling til dansk politik, hvor vi fremstår fremsynede og humane, mens fx Dansk Folkeparti fremstår fremmedfjendske og tilbagestående,” forklarer Mogens Jensen.

Human og næstekærlig
I den danske befolkning forstår man politikernes ligegyldighed.

“Jeg vil gerne hjælpe dem, der har en hård skæbne, men det mindste, man kan forlange, er, at de gør sig selv interessante, fx ved at tiltrække en fotograf eller betale en menneskesmugler for at komme til landet,” forklarer Marianne Juel Jensen, der hver måned sender penge til tre sponsorbørn og ofte deltager i underskriftsindsamlinger, der skal redde udvisningstruede flygtninge.

“Mine tre gambiske børn skriver lidt om sig selv og sender pæne billeder til køleskabet. Hvad gør den her ligegyldige fattige person fra et ukendt land? Ingenting ud over at klynke og klage. Det kan jeg som human og næstekærlig dansker ikke bruge til noget,” slutter den 55-årige gymnasielærer.