Efter omfattende selvstudier konkluderer en 47-årig gymnasielærer, at risikoen for at blive catcalled som midaldrende mand i Ikast er begrænset, stort set uanset hvor lang en vandretur man foretager.

Forrige mandag så Rene Madsen en video, der rystede ham i hans grundvold. På Facebook faldt den 47-årige underviser i matematik og fysik på Ikast-Brande Gymnasium over en film, der viste en yngre kvinde, som på en gåtur i New York blev udsat for gentagne seksuelt ladede tilnærmelser og forulempelser.

“Jeg anede slet ikke, at noget sådant kunne foregå og blev ærlig talt noget rystet. Men da det første chok havde lagt sig, begyndte jeg at overveje, om det, jeg så på videoen, blot kunne være toppen af isbjerget. Måske rammer den slags chikane også andre end yngre kvinder i amerikanske metropoler,” fortæller Rene Madsen.

Satte sig selv på spil
Specifikt tænkte Rene på, i hvor høj grad midaldrende mænd kunne være i farezonen for krænkelser fra medlemmer af det modsatte køn i mindre danske provinsbyer. Som naturvidenskabsmand var Renes umiddelbare tilgang at lave et forsøg, som kunne afdække dette. Men hvem skulle løbe risikoen?

“Da jeg tilfældigvis matchede den relevante målgruppe og desuden ikke har nogen samlever, kæreste eller blot marginalt seksuelt interesseret kvindelig bekendt, som kunne blive jaloux, hvis en masse andre mennesker gav mig sjofle tilbud eller skamroste min krop på en nedsættende måde, var det oplagt at bruge mig selv som forsøgsobjekt,” fortæller han.

Mor råbte hej
Som sagt, så gjort. Søndag formiddag klokken 08.25 begav Rene sig på vandring gennem Ikast. Heldigvis kan han afkræfte, at der her finder chikane af midaldrende mænd sted.

“Jeg blev på intet tidspunkt seksuelt forulempet, selvom jeg endte med at gå næsten 20 timer gennem byen,” forklarer han og fortæller, at han dog blev kontaktet af to kvinder.

“Den første gang var uden for Strøgcentret, hvor en ældre kvinde fra Jehovas Vidner spurgte, om jeg kendte Jesus. Den anden gang var, da min mor råbte hej til mig uden for Røde Kors-butikken,” fortæller han.

Efter således at have påvist, at der ikke forekommer sexchikane af midaldrende mænd i Ikast, vil Rene nu efterprøve, om han også kan gå nøgen gennem swingerklubben Club Tucan ved Kolding uden at blive udsat for krænkende tilbud.