Et par måneder på Facebook forvandlede den før så tolerante familie til indædte nationalsocialister, der ønsker et racerent Danmark og har opkaldt deres hund efter en SS-officer.

Julie Andersen åbner en fotomappe på sin computer og klikker forbi de mange festlige billeder med et overbærende smil. Tænk, at hun, hendes forældre og hendes bror, Lukas, engang deltog i en festival for mangfoldighed.

“Se alle de muslimer, negre og jøder – jeg var godt nok vildledt dengang! Det var godt, at de racistiske kommentarspor på Facebook fik mig på bedre tanker,” siger den 17-årige pige, der i starten af året for alvor begyndte at blive aktiv på det sociale medie.

“Indtil da var jeg mest på Instagram, men på Facebook var der også tekst, blandt andet fremmede menneskers teorier om, hvordan muslimerne snart overtager landet,” husker Julie, der hurtigt fik hele familien med på bølgen.

Opretter lokal naziafdeling
“De mange kommentarer om et racerent Danmark fascinerede mig virkelig,” siger Julies far, Kim Andersen, der for nylig opsagde sin stilling som koordineringsleder hos Røde Kors for at oprette en lokalafdeling af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse.

Også Julies mor, den 42-årige sygeplejerske Monica Andersen, har taget konsekvensen af de sociale mediers utvetydige budskaber.

“Jeg nægter konsekvent at have noget med ikke-ariske patienter at gøre,” siger hun og forklarer, hvordan de racistiske udtalelser på Facebook fik tag i hende:

“Ja, der findes mange, som modsiger racisterne, men det er som om, deres ord ikke trænger ind. Når jeg til gengæld læser en statusopdatering fra en af mine dybt racistiske Facebook-venner, danser budskabet lige ind i min hjerne, uden at jeg reflekterer kritisk over det.”

Opkaldt hund efter Höss
Julies 10-årige bror, Lukas, har det på samme måde.

“Alt det, der står på nettet om, at Hitler var ond, og at racisme er det værste i verden, ja, det giver jeg ikke meget for. Det kan godt være, at alle mine venner synes, jeg er en idiot nu, men jeg forstår ikke, hvad de siger,” fortæller han og tilføjer begejstret, at det var ham, der fandt på, at familiens nye hund skulle hedde Höss efter den berygtede Auschwitz-kommandant:

“Jeg tror, han bliver rigtig populær i vores kvarter.”