Foto: Kurhan, Freeimages.com

Foto: Kurhan, Freeimages.com

“Han er altid gået sine egne veje,” siger Helle Nielsen, hvis mand døde hele seks måneder tidligere, end lægerne havde forudsagt. Konservatives Mads Holger advarer om dannelsestab.

Ingen skulle nogensinde fortælle Jørgen Nielsen fra Svenstrup, hvad han skulle gøre. Hverken da han som 9-årig ville gå hele vejen fra Aalborg til Aabybro, eller da han droppede ingeniørstudiet for at forfølge en karriere som billedkunstner, selvom forældrene syntes, det var en dårlig idé.

Også mod slutningen af sit liv nægtede Jørgen at ligge under for andres dom.

“Lægerne fortalte ham, at han kunne regne med at leve endnu et år. Men han var stædig og døde allerede efter et halvt år,” husker Jørgens kone, Helle, der altid, i modsætning til sin mand, har haft respekt for autoriteterne.

Undskyldte for Jørgen
“Når lægerne siger noget, regner jeg med, at de har ret, især fordi de havde forberedt sig på, at han først ville blive rigtig syg til april,” fortæller Helle Nielsen, der kort efter Jørgens død følte, at hun blev nødt til at undskylde sin mands uregerlige opførsel:

“De skulle lave en masse om på deres vagtskemaer og ansætte en vikarsygeplejerske, så selvom jeg elskede Jørgen, var jeg ikke helt enig i hans måde at dø på.”

Jørgens læge, Gitte Hedvoll, er enig med Helle; hun er ikke vant til, at patienter ser stort på hendes forudsigelser.

“Den slags pludselig selvbestemmelse over eget liv underminerer vores autoritet. Før vi får set os om, begynder folk at tvivle på, om de får de rigtige piller, eller om de skal scannes en ekstra gang. Det holder slet ikke,” mener Gitte Hedvoll, der selv havde regnet med, at Jørgen Nielsen ville leve op til halvandet år mere.

Tab af dannelse
“Men hellere, at de pårørende bliver positivt overrasket end det modsatte, tænkte jeg. Den plan er da røget i vasken nu,” slutter hun bittert.

Hos De Konservatives Mads Holger er der bekymring at spore over Jørgens skepsis over for lægerne.

“At dø før tid repræsenterer et autoritets- og dannelsestab i den danske befolkning. Man skal lytte til sin læge og vente, indtil de siger til. De har trods alt flotte, hvide uniformer på, især sygeplejerskerne. Da jeg lå på et sanatorium i Indokina, gjorde jeg alt, hvad min doktor sagde,” siger folketingskandidaten.