Foto: 'Neier', Wikimedia Commons

Foto: Neier, Wikimedia Commons

Trods den ivrige kommentators forsikringer om, at alt kunne ske under gårsdagens fodboldkamp, var der større variation i de aktiviteter, der samtidig udfoldede sig i en boligblok på Midtfyn.

Der var lagt op til et brag af en kamp, da Arsenal i går mødte Southampton i den engelske Premier League. Så spændende var det, at en begejstret kommentator fra en dansk sportskanal ivrigt proklamerede, at alt kunne ske.

Med sådan en udmelding havde RokokoPostens reporter store forventninger til kampen. Ville ukendte væsener fra jordens indre bryde grønsværen op og sende stråler af lava fyrre meter op i luften? Ville fem af fodboldspillerne forlade kampen for at deltage i et forbipasserende karneval? Ville spillerne forvandle sig til farvestrålende, talende papegøjer? Nej. For sandheden er, at der end ikke skete det, at en af fodboldspillerne friede til en spiller fra det andet hold. Faktisk spillede de bare fodbold.

Mere action på Midtfyn
Ifølge antropolog Rune Serritslev var der langt større variation i aktiviteterne blandt 22 beboere i den boligblok på Midtfyn, hvor han samtidig med kampen var i gang med sine feltstudier.

“I en lejlighed blev der klippet julepynt, i en anden vasket op. Der blev læst i såvel bøger som aviser, og der blev spillet på computer, smurt madpakker og hyggesnakket. En enkelt var allerede gået i seng, en anden ordnede noget papirarbejde – og så var der to, som så fodboldkampen i fjernsynet,” fortæller antropologen.

At disse særdeles hverdagsagtige og usensationelle aktiviteter var mere varierede end dem, der udspillede sig under fodboldkampen, viser med al tydelighed, at kommentatorens udmelding var helt i skoven.

“Man kan bestemt ikke sige, at alt skete i boligblokken på Midtfyn, men der skete trods alt mere end på foldboldbanen i England,” bekræfter Rune Serritslev.

Benægter vildledning
Trods tydelige beviser benægter kommentatoren at have vildledt seerne med sin udtalelse.

“Da jeg sagde, at alt kunne ske, så det vitterlig sådan ud. Southampton vandt jo over Arsenal i september, og når den slags sker, kan man sagtens forestille sig, at Kristus ville genopstå, eller at IS blev ateister og begyndte at studere palæontologi i USA. At der ikke skete mere, end det var tilfældet, var helt umuligt at forudsige,” bedyrer han.