Foto: Public domain, Wikipedia

Foto: Public domain, Wikipedia

Ikke kun kvinder kan få de meget omtalte sprøjteorgasmer. En mand fra Randers står nu frem og erklærer, at han også har den evne.

Den menneskelige seksualitet er en evig kilde til undren og forbløffelse. De senere år er der kommet fokus på kvinders såkaldte sprøjteorgasmer, hvor de under seksualakten i en tilstand af særlig ekstase ejakulerer kropsvæsker.

Men nu viser det sig, at ikke kun det ene køn kan præstere noget sådant på lagnerne.

En 27-årig servicemedarbejder, Mads Højgaard fra Randers, står nu frem og fortæller, at han også formår at ejakulere under samleje, selvom det kræver teknik og koncentration.

Holder evnen ved lige
“Ja, det er rigtigt. Hvis jeg når et særlig lystfyldt højdepunkt, og de rigtige teknikker bliver anvendt, er jeg også i stand til at sprøjte. Endda ganske voldsomt til tider,” fortæller han.

Og det er ikke en ny erkendelse.

“Jeg tror, jeg opdagede det for cirka 13 år siden, og det kom naturligvis meget bag på mig. Men i dag giver det mig meget glæde i mit sexliv. Derfor har jeg siden da regelmæssigt arbejdet på at holde min evne til at opnå sprøjteorgasme ved lige. Både alene og sammen med en partner,” siger Mads Højgaard, der for indeværende er single.

Speciel teknik
Mange mænd beretter, at det er en kilde til stolthed og bevis på egne evner som elsker, at de kan få deres partner til at opnå en sprøjteorgasme. Mads Højgaard mener, at mange kvinder på tilsvarende vis kunne få stort udbytte af at få deres mandlige sexpartner til at ejakulere.

Ifølge Mads Højgaard kræver det dog en særlig teknik, som han meget gerne vil demonstrere over for kvinder, såfremt de er interesserede.

“Jeg vil nødig blive for specifik, men det kræver altså en vis viden fra kvindens side, hvis hun vil give sin partner den fantastiske oplevelse. Hvis det er noget, de gerne vil lære, kan de enten bare kigge forbi eller finde mig på Tinder,” forklarer han og tilføjer, at han dog mener, han bedst vil kunne lære teknikken til lyshårede kvinder mellem 22 og 32 år, der har “relativt faste bryster”.

Mads overvejer desuden at skrive en håndbog om sine erfaringer eller lave en form for workshop, hvor kvinder kan lære teknikken.