Foto: Jonathunder / Wikipedia

Foto: Jonathunder / Wikipedia

En tidligere eliteagent foretrækker at nyde sit otium med meditation og yoga i stedet for at tage kampen op mod kriminelt geni, der dræbte både hans forlovede og tidligere makker.

I mere end 20 år var Bruce McHammer måske den bedste agent i CIA’s ultrahemmelige specialkorps, X15, der har til opgave at forsvare verdensfreden med alle midler.

Med sine unikke kampsportsevner, et overlegent intellekt og et utal af højteknologiske gadgets nedkæmpende han på egen hånd hele internationale forbrydersyndikater og kriminelle genier, der truede med at udløse kernevåben i amerikanske storbyer.

Men siden 2007 har Bruce levet et stille liv som pensionist. Fra sit idylliske, ensomt beliggende hjem ved en sø i staten Montana bruger han sine dage på at dyrke sin passion for ornitologi og meditation.

Han er slet ikke interesseret i at tage kampen op mod sin ærkefjende, det kriminelle geni Draco Nefarious, der for nylig er vendt tilbage.

Ikke død alligevel
“Eftersom Draco både dræbte min forlovede på vores bryllupsdag og min tidligere læremester og partner lige inden hans pension, førte det til nogle overvejelser. Også da Draco i flere omgange har tortureret mig i timevis på utrolig raffineret vis. Men på et tidspunkt må man lade fortid være fortid, og jeg er god til at lægge arbejdet fra mig,” siger Bruce McHammer.

Han havde regnet med, at Nefarious var død, efter at de i 2004 havde en timelang motorcykeljagt og skudduel gennem den italienske by Napolis gader, som kulminerede i en ekstremt brutal nærkamp på æstetiske former for mixed martial arts på toppen af vulkanen Vesuv, hvis krater Bruce sparkede Nefarious ned i, netop som vulkanen gik i udbrud.

Nu har en russisk oligark imidlertid i samarbejde med en gal videnskabsmand genoplivet ham som genmanipuleret cyborg, der angiveligt er både stærkere, klogere og mere ond end nogensinde.

Lader fortid være fortid
Men Bruce McHammer har ikke tænkt sig at gøre noget.

“Selvom jeg af rekreative grunde har holdt mine unikke kampsportsevner og mit blændende intellekt ved lige, så er det altså strafbart for civile at jage og dræbe selv meget slemme skurke.”

Bruce McHammer har i stedet meldt Draco Nefarious til politiet, som, forventer han, vil tage hånd om superskurken.