Foto: dogfordstudios, Bigstock

Foto: dogfordstudios, Bigstock

I nat, når klokken slår 12, skal 13-årige Kasper Lautrup-Sørensen bare være for sygt fuld. Han skal nemlig til fest med dem fra klassen og har fået lov at tage nogle Bacardi Breezers med.

Facebookchatten gløder dagen før nytårsaften. Kasper Lautrup-Sørensen og hans klassekammerater fra 7.x på Møllevangskolen i Aarhus er ved at planlægge den helt store nytårsfest.

“Jeg må godt ha’ sprut med for min mor,” skriver en stolt Kasper, der straks får kammeraternes anerkendelse tilbage i form af kommentarer som “nice!”, “for sygt!” og “sådan, mate!”

Flere af de andre har også fået lov til at drikke, så de bliver hurtigt enige om, at der skal festes igennem.

“Og det er alle fra klassen, der kommer. Også pigerne,” siger Kasper med et skævt smil.

Kan spille den med Coldplay
Kasper forventer selv, at han bliver festens midtpunkt. Han tager nemlig ikke kun sine Bacardi Breezers med, men også den akustiske guitar, han fik i konfirmationsgave tidligere på året.

“Altså, jeg er ikke sådan vildt god til at spille endnu, men jeg kan da den der med Coldplay … hvad hedder den nu?” siger han og nynner et par strofer, som RokokoPostens udsendte ikke genkender.

Kaspers mor, Jeanette Sørensen, minder Kasper om, at han skal huske sine sikkerhedsbriller. Den unge mand ruller med øjnene, men lover, at det skal han nok.

“Og de skal på, når du går udenfor,” siger Jeanette Sørensen bestemt, hvilket Kasper forsikrer om, at han selvfølgelig ikke kunne drømme om at lade være med.

Ikke så bekymret
Til RokokoPosten siger hun, at hun ikke er så bekymret for Kasper. Hun forventer, at han opfører sig ordentligt og ringer, når han vil hjem.

“Sidste år blev han træt og ville hentes allerede kl. 22. Så kom han hjem og fik en kop varm kakao, før han faldt i søvn på sofaen kl. 23.30,” fortæller hun, selvom Kasper tydeligt signalerer, at hun skal holde mund.

“I år er han jo lidt ældre, så måske klarer han at være vågen til efter midnat. Men jeg har sagt, at han ikke skal drikke for hurtigt, for så bliver han bare fuld og falder i søvn,” siger hun.

Kasper selv mener dog ikke, at det bliver et problem.

“Den skal bare have max gas. Jeg skal være så pattestiv, at jeg kaster op og får tømmermænd i morgen!”