Foto: Phil Ragen, Freeimages

Foto: Phil Ragen, Freeimages

Tegneblyanter fra hele Europa har svært ved at leve op til forventningerne om, at de skal være stærkere end semiautomatiske skydevåben.

“Blyanter er stærkere end våben”.

Sådan har det lydt gennem den seneste uges tid, hvor talrige demonstranter i flere europæiske lande har protesteret over terrorangrebet mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo. Markeringer har givet mennesker en følelse af sammenhold og styrke trods angsten for terror, men for blyanterne har det været en uge fyldt med stress og forventningspres.

“Ikke alene har folk sat os på overarbejde og hevet os med til alverdens manifestationer. Vi har også måttet høre på, at vi skulle bruges som våben mod tungt bevæbnede terrorister,” klager Christer Sørensen, en Staedtler Mars Lumograph 8B.

Hans ellers flotte, blå overflade ser slidt og krakeleret ud, og han er lige ved at knække, fortæller han.

“Hvis nogen kommer herind på tegnestuen med en Kalasjnikov, hvordan skal jeg så kunne forsvare nogen som helst?” spørger han retorisk.

Ikke mere klynk
Christer Sørensen taler på vegne af adskillige tegneblyanter fra hele Europa. Blyanter, der hellere end gerne vil bruges, men som også kræver, at mennesker respekterer deres grænser. Der er dog også blyanter, der mener, at de andre burde holde op med at klynke. En af dem er Viking Rollo 2H Susanne Blomgreen.

“Jeg er led og ked af at høre på, at blyanter ingenting kan. Med den attitude er der jo ikke noget at sige til, at folk skifter os ud med Wacom pads,” siger hun og tilføjer, at det da netop er nu, blyanterne må ind i kampen og tegne, så det fyger med hån og latterliggørelse af terroristerne.

Det rette perspektiv
Men det behøver ikke være enten-eller lyder det fra den eksklusive, kulsorte Caran d’Ache Grafwood 9B, Penelope Brancheau.

“Det er trist, at vi ikke kan stå sammen i stedet for at strides om petitesser, men kan vi lige få tingene i rette perspektiv,” siger hun og påpeger, at også hun mærker forventningspresset og trænger til en pause.

Hun foreslår, at blyanterne bruger deres grafit på at illustrere over for Europas regeringer, at tegninger og symboler ikke beskytter nogen i længden.

“Ansvaret må tilbage til mennesker med regeringsmagt, så vi blyanter kan koncentrere os om det, vi er bedst til,” slutter hun.