Foto: Ed Uthman, Flickr

Foto: Ed Uthman, Flickr

For at imødegå venstreorienteret påvirkning vil statsministeren være iført en professionel beskyttelsesdragt op til og under den kommende valgkamp.

Mange har i de seneste dage set Helle Thorning-Schmidt iført en beskyttelsesdragt, som umiddelbart skal afværge bakterieangreb i Vestafrika. Imidlertid har RokokoPosten erfaret, at statsministeren primært er iført denne såkaldte ABC-dragt for at beskytte sig selv og sine politiske udmeldinger mod socialistiske strømninger.

“Valgkampens biologiske krigsførelse er ganske vist endnu ikke startet, men det er bedst at være på den sikre side, så Helles budskaber på intet tidspunkt kan blive inficeret med venstreorienteret smitte,” udtaler Helle Thorning-Schmidts politiske rådgiver, Noa Redington, der personligt har superviseret produktionen af den beskyttende dragt.

Blåt reformlærred
“Undertrøjen er lavet af det reneste blå reformlærred, mens mellemlaget er i en forlokkende og håbefuld, men dybest set svigefuld græsgrøn farve,” fortæller rådgiveren, der håber, at de grønne nuancer kan forvirre Enhedslisten og SF, mens det koboltblå stof kan tiltrække De Radikale.

“Socialdemokraterne ønsker at undgå enhver socialistisk mikrobe, hvilket kan blive svært, når valgkampen først rigtig kommer i gang, og løfterne sidder løst hos enhver partiformand. Men de lod sig smitte af socialismen engang, hvilket gjorde dem utrolig upopulære, og nu har de lært lektien,” udtaler politisk kommentator for Metroxpress, Henrik Qvortrup, der også roser dragten for dens semipermeable membran.

“Så vidt jeg har forstået, er de forskellige typer materiale designet til at holde socialismen ude, mens andre typer politik let og ubesværet trænger igennem, fx en streng linje over for indvandring og en skeptisk indstilling til ændringer i dagpengereformen,” siger Henrik Qvortrup, der dog tvivler på, at ABC-dragten er i stand til at optage rabiate forslag fra Dansk Folkeparti i samme tempo, som de lukkes ud.

Uovervindeligt folkelig
Qvortrup kritiserer desuden den usædvanlige beklædning for ikke at appellere til den almindelige dansker, men det har Noa Redington taget højde for:

“Det yderste lag har et klart Dannebrogsmønster, mens fodtøjet er af mærket Crocs – en uovervindeligt folkelig kombination!”