Foto: Nomad Soul, Bigstock

Foto: Nomad Soul, Bigstock

I 2011 gav lægerne Grethe Andersen et halvt år mere at leve i. Men hun afgik først ved døden i 2014. Familien har derfor klaget over fejlbehandling og lægesjusk.

“Det har været én lang farce,” harcelerer Poul Andersen, der var gift med Grethe Andersen, som først sidste år døde af en sygdom, der ellers ifølge lægerne betød, at hun højst havde seks måneder tilbage at leve i.

“Først siger de, at prognoserne er meget dårlige for den slags sygdomme, og at Grethe ikke kunne tåle intensiv behandling på grund af sin høje alder og en generelt dårlig helbredstilstand. Men så kommer en anden læge til, giver hende den medicin, hun ikke burde tåle, og vupti lever hun i tre år i stedet for et halvt,” fortsætter han.

Uhørt hensynsløst
Poul Andersen, der fylder 85 i år, har ikke haft overskud til at klage over lægernes behandling. Det har derimod parrets børn, 61-årige Bent Andersen og 57-årige Kirsten Torp Pedersen.

“Det har været en rystende oplevelse for far, at mor levede så længe og endda i bedste velgående meget af tiden, så han har været alt for påvirket til at klage over systemet,” fortæller Kirsten Torp Pedersen, der derfor tog sagen i egen hånd og indsendte en klage til Patientombuddet.

“Det er uhørt hensynsløst over for en gammel mand. Min stakkels far blev helt bange for, at mor skulle overleve ham, så det har været en frygtelig tid for ham. Og alt det kun fordi, lægerne gav hende en medicin, de mente, at hun ikke kunne tåle,” uddyber hun.

Beklagelig fejl
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Patientombuddet, men overlæge Annika Møller fra Herlev Hospital, hvor Grethe Andersen var i behandling, udtaler, at der er tale om en beklagelig fejl.

“Desværre sker det af og til, at en læge bruger en medicintype, der får patienten til at leve længere end vurderet i de første prognoser. Der er dog ikke nødvendigvis tale om lægesjusk eller fejlbehandling,” siger hun.

Kirsten Torp Pedersen mener dog, at forklaringen er tynd.

“Typisk, at systemet bare vasker hænder og nægter at tage ansvaret for, hvad det udsætter os sagesløse borgere for,” slutter hun.