Foto: Mogens Engelund, Wikimedia Commons

Foto: Mogens Engelund, Wikimedia Commons

Uenigheder under bodeling medførte ikke splittelse blandt medlemmer af Hjørringfamilie. “Det er jo bare ting,” udtaler efterladt.

Martin Jensen ville gerne have sin afdøde fars store skænk. Men det ville hans søster Birthe også. Det gik op for familien, da de mødtes for at fordele boet efter den 93-årige Jens Jensen.

For at lette proceduren havde Martins søn og datter, Niels og Lise, brugt et par dage på at lave lister over de genstande, der skulle fordeles. Herefter noterede hver af arvingerne, hvad de gerne ville have.

“Det viste sig, at der var en del ting, som flere af os gerne ville have,” fortæller 71-årige Martin Jensen, hvis forhold til familien aldrig har båret præg af bitterhed og intriger.

Drak en kop kaffe
For at nå til enighed inviterede han derfor arvingerne på en kop kaffe i sit hjem. Så kunne de snakke stille og roligt om tingene.

“Det var værst med skænken, for den har både Birthe og jeg mange gode minder om. Så det diskuterede vi da noget,” indrømmer Martin Jensen, mens Birthe, der aldrig har følt, at hun var mindre værd end sin bror, tilføjer:

“Men da vi så havde diskuteret nogle minutter, blev vi enige om at trække lod, og så vandt jeg.”

Martin Jensen nikker og siger:

“Og det er ikke værst. Vi kommer tit hos Birthe og Erling, så jeg kan nemt få skænken at se, og vi kan snakke om gamle minder.”

Det er jo bare ting
I det hele taget viste det sig, at familien Jensen fik løst deres uenigheder på mindelig vis. Det skyldes nok, mener Birthes datter, Irene, at der jo bare er tale om ting.

“Nogle af dem har da godt nok affektionsværdi, men det var jo ens for alle. Det vigtigste er da, at vi har hinanden – bortset fra morfar, altså, for han er jo død,” siger hun.

Dermed undgik familien den dybe splittelse, man ellers nogle gange oplever efter et arveopgør.

“Jeg har da nok hørt om, at man skændes om den slags ovre i København og den slags steder, men det bruger vi nu ikke så meget her. Selvom vi var uenige, var der ingen, der ligefrem havde behov for at hæve stemmen,” mindes Martin Jensen.

Den mindelige løsning kommer ikke bag på familien Jensens bekendte i lokalsamfundet.

“De har alle dage været skikkelige mennesker. Og Jens Jensen selv var også en stilfærdig mand,” lyder det fra marskandiser Gerda Olsen.