1markim, Bigstockphoto.com

1markim, Bigstock

Den tyske kansler ønsker ikke flere tovtrækkerier og har derfor anmodet om hjælp fra motorcykelklubben Hells Angels’ dygtigste inkassoekspert.

En motorcykel, et gældsbevis og to stykker værktøj, der ifølge Angela Merkel skal lette samtalen.

Sådan vil den tyske kanslers nye inkassoekspert være udstyret, når han om få dage kører sydpå for at understrege eurolandenes vilkår i forbindelse med det massive lån, som de og Den Internationale Valutafond har bevilget Grækenland.

Manden hedder Esben “Søm” Petersen, er mangeårigt medlem af motorcykelklubben Hells Angels og har siden 2002 beskæftiget sig intensivt med alternativ gældssanering og privat inkassovirksomhed for lokale erhvervsdrivende.

Dialog og boltsaks
“Vi forventer, at Hr. Petersen vil være fuldt i stand til at klargøre over for finansminister Yanis Varoufakis, der forhandler på sit lands vegne, at ikke blot afslår vi anmodningen om en forlængelse af lånepakken. Vi forventer også, at grækerne lever op til vores krav, da det i sidste ende vil være bedst for dem selv,” lyder det i en pressemeddelelse fra Angela Merkel, der ikke ønsker at uddybe, hvad konsekvenserne vil være, hvis Grækenland ikke lever op til vilkårene.

Esben “Søm” Petersen vil heller ikke gå i detaljer med, hvordan hans samtale med den græske finansminister skal forløbe, men ser frem til en frugtbar dialog.

“Hvis der opstår udfordringer i samtalen, plejer jeg at bruge mine såkaldte faciliteringsredskaber, boltsaksen og køllen. Så føler begge parter sig hørt og set, tonen har været tolerant og respektfuld, og jeg tager hjem med en hel masse penge,” siger det 43-årige Hells Angels-medlem, der aldrig har været i Grækenland før:

“Men jeg har et par kolleger på Sicilien, og de siger, at der allerede er 15 grader dernede, så jeg glæder mig.”

Penge i næste uge
I Grækenland mener finansministeren ikke, at Esben “Søm” Petersens ankomst nødvendigvis hjælper relationerne med EU på vej, men er villig til at se nærmere på forslaget.

“Jeg ved godt, at der har været hårde ord imellem os, og måske har vi grækere ikke altid været lige villige til at samarbejde. Men nu synes jeg, Hr. Petersen skal tage det helt roligt, og så kan det være, vi har pengene i næste uge,” udtaler Yanis Varoufakis.