Foto: Yulia, Bigstock

Foto: Yulia, Bigstock

Brækkede arme og ben kureres ikke med farlig kemi i form af vådt kalciumsulfat, der øger risikoen for autisme, mener en gruppe bekymrede forældre, der lader deres børns knogler vokse sammen med naturgips.

For tre uger siden havde Isabella et uheld. På vej op af det største træ i forældrenes have gled hun, faldt ned og brækkede sin arm.

“Det gjorde rigtig ondt, men nu har jeg fået klister på,” siger den 7-årige pige og viser sin underarm, der er ombundet med et gulgrønt plantemateriale.

Isabellas forældre, Rasmus Nielsen og Sara Nørretoft Jensen, har nemlig valgt ikke at bruge gips til deres datters brækkede arm, men lader i stedet knoglen vokse sammen i en forbinding af såkaldt naturgips, der består af opblødte palmeblade, soyamælk og magert kød tilpasset Isabellas blodtype.

Magtfuld gipsindustri
“Da lægen på skadestuen sagde, at han ville lægge en gipsbandage på lille Isabella, stejlede vi. Der er ingen tvivl om, at gips øger risikoen for autisme og er en helt unaturlig måde at behandle brækkede lemmer på,” siger Sara Nørretoft Jensen og henviser til en artikel fra 1982 af Dr. Brooke Ridge Taylor, en amerikansk plastikkirurg, der mente at have fundet en kobling mellem størknet gips og den kendte udviklingsforstyrrelse.

Taylor, der tog sin lægeeksamen på det turkmenske International Oil and Gas University, har siden fået sine artikler trukket tilbage, hvilket ifølge Sara og Rasmus tyder på, at han havde fat i noget af det rigtige.

“Jeg ved bare, at der har siddet nogle magtfulde mennesker i gipsindustrien og trukket i trådene, så vores børn kunne blive ved med at få farlig kemi smurt ud over deres krop,” siger Rasmus Nielsen, der fik opskriften på naturgips fra en amerikansk kvinde, han mødte i Facebook-gruppen “CPAP: Critical Parents Against Plaster” (kritiske forældre imod gips, red.).

Helbreder sig selv
Her diskuterer man blandt andet, hvordan producenterne af kalciumsulfat har været med til at oppiske en paranoid stemning imod det, de kalder naturligt sammenvoksede knogler. Her er Rasmus og Sara enige:

“Vi stiller os meget skeptiske over for det hysteri, der opstår, når man ser en skæv arm eller et halt ben, som om kroppen ikke var i stand til at helbrede sig selv!”