Foto: Vladru, Bigstock

Foto: Vladru, Bigstock

Danskerne skal snart stemme ja eller nej til noget, de ikke må vide, hvad er, på en dato, som kun udvalgte politikere kender.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har netop udskrevet folkeafstemning. Men du må selv holde øje med, hvad der foregår på den skole, hvor du plejer at stemme. På grund af paragraf 7 i den nye offentlighedslov er det nemlig ikke muligt at oplyse, hvornår afstemningen finder sted.

Samme paragraf umuliggør, at indholdet af afstemningen bliver kendt.

”Så ville Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti jo også få det at vide, og det går ikke, for de valgte at stå uden for forligskredsen. Men vælgerne skal selvfølgelig høres, selvom vi ikke kan sige, hvad der stemmes om. Sådan er demokratiet,” udtaler Helle Thorning-Schmidt.

En taktisk genistreg
Politisk analytiker Peter Mogensen mener, at der er tale om ”en lille genistreg” fra Thornings side.

”Det er helt rigtigt set af hende. Man har gættet på, at der ville blive udskrevet folkeafstemning i marts eller april. Nu sker det i begyndelsen af april, hvor det næsten stadig er marts. Samtidig sætter hun oppositionen både til højre og venstre skakmat. De kan jo ikke anbefale et nej, når de ikke kender spørgsmålet,” mener han.

Regeringen får opbakning fra SF, Konservative og Venstre, der fortroligt er orienteret om afstemningens indhold.

”Vi bakker naturligvis op, når regeringen fører vores politik,” siger Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, med et skævt smil.

“Vis os lidt tillid!”
Dansk Folkeparti afviser ikke, at man vil anbefale et ja, selvom man ikke kender emnet.

“Hvis regeringen til gengæld giver os grænsebomme og hæver 24-årsreglen til 35 år,” udtaler Kristian Thulesen Dahl.

Kun Enhedslisten og Liberal Alliance truer med at stemme nej med henvisning til, at de ikke kender spørgsmålet.

Det møder hovedrysten hos statsministeren.

”Jeg synes ærlig talt, at de skulle vise regeringen lidt tillid. Offentlighedsloven er uddebatteret. Vi vedtog den for, at ministre i fred og ro kunne begå dumheder uden at blive hængt ud i offentligheden. Denne sag viser, at vi havde ret, for jeg har sjældent hørt så mange dumme spørgsmål fra mine ministre. De fatter bare ikke, hvad der foregår,” slutter hun.