Foto: Artem Furman, Bigstock

Foto: Artem Furman, Bigstock

En række feminister, der fremviser brystvorter på internettet, har tvunget partriarkatet i knæ. Flere mandschauvinister frygter, at kun få blottede bryster mere vil afskaffe den mandlige objektivisering af kvindekroppen.

På en del sociale medier og i flere amerikanske stater bliver det betragtet som usømmeligt at fremvise kvindelige brystvorter, hvorimod de mandlige af slagsen ikke er underlagt censur eller restriktioner. For at komme denne opfattelse af kvindekroppen til livs er tusinder af kvinder gået i gang med at fremvise deres bryster på onlinefora under overskriften “Free the nipples” (befri brystvorterne, red.). 

Kampagne virker
Repræsentanter for patriarkatet og diverse mandschauvinister indrømmer, at aktionen er en succes, som er i fuld gang med at sætte en stopper for deres skamløst seksualiserende objektivisering af kvindelige kønsattributter.

“Jo, jeg er helt ærlig ved at knække. Hver eneste 24-årige indignerede kvinde, der smækker sine faste bryster i hovedet på mig, gør mig gradvist mindre objektiviserende,” siger en 47-årig mandschauvinistisk automekaniker fra Hjørring, der gerne vil være anonym.

“Hver gang jeg tjekker hashtagget #FreeTheNipples på Twitter, er det som om, jeg kan mærke, hvordan min tingsliggørende vellyst ved kvindebryster langsomt siver ud af mig,” siger mekanikeren og erklærer, at såfremt omkring 250 kvinder i alderen 18 til 32 år, meget gerne fra lokalområdet, fremviser deres bryster, vil han sandsynligvis overveje at melde sig ind i Dansk Kvindesamfund eller en basisfeministisk aktionsgruppe.

Patriarkatet vakler
Også Mads Jørgensen, der er næstformand i patriarkatet, fortæller, at man er ved at knække sammen under angrebet fra de utildækkede bryster.

“I mange år har det mandlige herredømme været afhængigt af kvinder, der tog deres tøj af for betaling, hvilket kunne levere visuel pirring til os mænd. Men at en masse vrede kvinder viser deres bryster frem for fremmede uden betaling, er radikalt underminerende for vores penisbaserede hegemoni,”fortæller næstformanden og understreger, at han ikke håber, at nogen kommer på at samle billederne af de nøgne bryster i en kalender til 149,95 kroner, da det ville være “katastrofalt” for mænd verden over.