Foto: Orla, Bigstock

Foto: Orla, Bigstock

Med en smartphone med GPS og Google Maps kommer du hurtigt gennem IKEAs labyrinter. IKEA lover dog, at det snart bliver umuligt igen.

Undersøgelser viser, at en tur i IKEA efter 3-5 forskellige varer tager gennemsnitligt 2,5 time. 15 minutter til at finde varerne, 15 minutter til at stå i kø og to timer til at fare vild i labyrinten.

Men nu er der hjælp at hente for alle, der har en smartphone med GPS og Google Maps. Den næste opdatering af den populære app indeholder nemlig kort over de ufremkommelige varehuse.

Årelange forhandlinger
Forud for implementeringen af IKEA-kortene er gået årelange forhandlinger. Det fortæller Esben Fomsgaard, der har ledet Googles IKEA-projekt.

“IKEA var ikke interesserede i at forære en walkthrough til labyrinterne væk. Meningen er jo at stresse kunderne, så de i ren og skær fortvivlelse køber endnu flere ting,” siger han.

Når projektet alligevel er lykkedes, skyldes det pres fra forbrugere, der ikke ønsker at ende deres dage som familien Borup-Larsen, der forsvandt i IKEA Gentofte i 2011.

Med de nye rutevejledninger til fodgængere i IKEA vil også mennesker med dårlig stedsans vove sig ind i varehusene, så IKEA kan tiltrække en helt ny målgruppe, mener Esben Fomsgaard.

“Det nye ved Dybbøls Bro på Vesterbro bliver ifølge planerne så stort, at det kræver en fuldt optanket bil at komme igennem, men til den tid laver vi selvfølgelig en kørselsvejledning til bilister,” lover han.

Nye måder at forvirre
I IKEA ønsker man dog at fokusere på den eksisterende målgruppe af eventyrlystne shoppere, der sætter pris på at bruge halve dage og langt flere penge, end de havde regnet med, når de besøger varehusene.

“Med Google Maps bliver vores vildledende pile- og oversigtskort overflødige. Så nu overvejer vi at indføre blindgyder, drejepartier, varenavne med absurd mange omlydsvokaler og andre forvirrende elementer, som kortene i Google Maps ikke tager højde for,” udtaler varehuschef Martina Frederiksen.

Hun garanterer, at det inden længe atter vil blive umuligt at finde rundt, således at den kendte og elskede købsoplevelse bibeholdes.

“Og vi bliver selvfølgelig ved med at sælge billige kødboller til de kunder, der kan finde cafeteriet,” slutter hun.