Kasia Bialasiewicz

Kasia Bialasiewicz

I området, hvor 64-årige Aase Eriksen bor, er ingen i tvivl om, at Aases liv er lidt bedre end andres.

Det er frokosttid i lægeklinikken, hvor Aase Eriksen arbejder som sekretær. De øvrige ansatte finder madpakker frem, mens Aase Eriksen tager sit overtøj på.

“Jeg har taget tidligt fri i dag,” siger hun med høj og klar stemme, så alle hører det.

Ingen svarer.

“Jeg har taget tidligt fri i dag,” gentager hun

Da det heller ikke får nogen til at reagere, vælger Aase Eriksen at fortsætte uden at være blevet spurgt ind til sagen:

“Min datter og mine børnebørn kommer på besøg i dag. Hun har taget fri, så vi rigtig kan hygge os sammen.”

Ved det henne i Brugsen
I Brugsen, hvor Aase Eriksen køber ind til hyggedagen, er ingen efterfølgende i tvivl om, at Aase får besøg.

“Hun fortæller om det hver gang – og det er tit! Ingen er i tvivl om, at Aases liv er lidt bedre end alle andres,” sukker ekspedient Lasse Frank og fortsætter:

“Jeg ved godt, de siger, at folk bruger de sociale medier til at udstille, at de er bedre end andre. Men Aase klarer det ganske udmærket uden.”

Aase Eriksen bekræfter, at hun ikke bruger Facebook eller andre sociale medier.

“Jeg forstår ikke, at folk bruger al den tid på noget så overfladisk som Facebook. Næh, det er langt mere autentisk at vise omverden, hvor god og værdsat, man er, ved at sige det direkte til alle, man møder. Man kan nå at møde rigtig mange mennesker, når man ikke sidder derhjemme med sin computer,” reflekterer hun.

Ofte svigtet
Ifølge Aase Eriksen er livet nu ikke altid en dans på roser.

“Min datter flyttede jo til Odense for at blive gift, og siden er jeg ofte blevet svigtet i weekender og ferier. Så sent som i påskeferien valgte hun og hendes mand at tage mine børnebørn med ud at rejse hele ugen. De kunne ikke afse en eneste dag til at komme her, og da havde de ikke været her en hel måned,” siger hun og fortsætter:

“Så måtte jeg jo overtale hende til at tage fri på en hverdag. Det manglede da bare. Hvis ikke mine børnebørn kommer på besøg i flere måneder, vil det jo rygtes ude i byen, at jeg har sådan et helt almindeligt, middelmådigt forhold til min familie. Det vil min datter selvfølgelig ikke udsætte mig for.”