Foto: Ocus Focus, Bigstock

Foto: Ocus Focus, Bigstock

Middelklassen er en marginaliseret gruppe, der har svært ved at blive hørt, når livet kun næsten er en dans på roser, og drømmen om det bekymringsløse liv drukner i praktiske gøremål.

37-årige Christel Enevold bor i en femværelses ejerlejlighed på Østerbro. Hun har et godt job og tjener knap 500.000 om året – lidt mindre end hendes mand, 41-årige Caspar Enevold. Parret har tre børn i alderen to til otte år, og udadtil ligner det prototypen på et lykkeligt, velfungerende familieliv.

Men bag facaden er sandheden en anden. Christel Enevold erkender, at hun kun er delvist succesfuld på arbejdet, og at hun somme tider er så træt, at hun ikke orker at tømme opvaskemaskinen.

“Jeg vil gerne gå til sport, men hvordan skal jeg nå det, når jeg i forvejen kun har få timer hver dag til at være på Facebook og skrive debatindlæg til Politiken?” spørger hun fortvivlet.

Usynlige problemer
Christel Enevold er blot en ud af mange, der oplever, at livet kun næsten er en dans på roser. Men gruppen føler sig usynliggjort, og det er et problem, mener Etisk Råd efter weekendens konference om “Den Marginaliserede Middelklasse – et usynligt socialt problem”.

Rådets formand, Jacob Birkler, adresserede under konferencen den udfordring, at flere og flere danskere oplever, at et liv med godt helbred samt materiel og social sikkerhed bliver en hæmsko for at blive taget alvorligt som marginaliserede mennesker.

“Politikerne har sovet i timen. Vi har set mange eksempler på det velstillede menneskes kamp mod praktiske gøremål, naboer med provokerende smag og vandrette flader, der ser støvede ud, selvom de bliver rengjort dagligt. Men det er mere sexet at ville gøre noget for syge, hjemløse og traumatiserede flygtninge, og så lader man folk sidde i deres designerhjem med følelsen af, at de er uperfekte og selv ude om det,” udtaler han.

Ret til bekymringsløshed
Minister for sociale forhold, Manu Sareen (R), erkender, at der er behov for en indsats.

“Intet problem er for småt til at blive taget alvorligt, og jeg vil straks undersøge, hvordan vi for offentlige midler kan sikre den marginaliserede middelklasses ret til at leve et bekymringsløst liv,” lover han.