Foto: Pressefoto, nejtaktilbsp.dk

Foto: Pressefoto, nejtaktilbsp.dk

En mindre kampagne om boykot af israelske bosættelser fik massiv omtale efter at være blevet fjernet på grund af klager. Nu erklærer flere danske politikere, at også deres busreklamer er stødende og vildledende og derfor bør forbydes af trafikselskabet.

Egentlig var det en ganske beskeden kampagne, som Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening lancerede i sidste uge. Cirka 40 storkøbenhavnske busser skulle i en periode køre med opfordringer til ikke at købe produkter lavet i israelske bosættelser. Men efter, at Movia trak kampagnen tilbage efter politisk pression samt en række klager, ramte dens budskaber størstedelen af de landsdækkende medier.

Nu gør en række danske politikere opmærksomme på, at også deres budskaber er stødende og vildledende, og at det derfor er forskelsbehandling, hvis Movia ikke også censurerer dem.

Pape: Stop os nu!
“Hvis ikke vores Stop-kampagne er krænkende nok til at blive fjernet, så ved jeg ikke, hvad er,” siger en fortørnet Søren Pape, der er formand for De Konservative.

“Vores slogan om naziislamisme har afstedkommet en storm af harmdirrende indlæg i Politiken og mange har endda sammenlignet vores nazi-analogier med nazistisk propaganda. Ret beset er det dobbelt op på krænkelse, så vi mener, at vores kampagne burde stoppes før nogen andres,” siger han.

Også statsminister Helle Thorning-Schmidt mener, at Socialdemokraternes annoncer burde fjernes fra gadebilledet.

“Hør her, ikke alene har vi skrevet, at indvandrere skal arbejde, hvilket er ekstremt kontroversielt, fordi ingen er uenige i det. Socialdemokraterne er også partiet, som tidligere stod bag 12 minutter-kampagnen, så behøver jeg virkelig sige mere? Ærlig talt finder jeg det stødende, at ingen har protesteret og krævet, at vores reklamer blev pillet ned.”

SF: Movia burde hade os
Også i SF mener man, at tidligere kampagner burde være rigeligt til at få partiets bannere pillet ned i al fremtid, fortæller Pia Olsen Dyhr.

“Movia burde da om nogen være harme over vores kampagner. Vi kørte under sidste valgkamp med budskaber om 40 procent billigere kollektiv trafik og en betalingsring, der skulle få endnu flere ind i deres busser. Og hvad fik de?” spørger hun retorisk.