Foto: igor stevanovic, Bigstock

Foto: igor stevanovic, Bigstock

IT-sikkerhedseksperter frygter, at en ny Facebookvirus i løbet af få dage vil medføre, at din nyhedsstrøm bliver oversvømmet af opdateringer, der advarer mod en farlig Facebookvirus.

“Advarsel: Der er en farlig virus i omløb på Facebook. Virussen spreder sig, hvis man klikker på et inficeret link. Du kan ikke se på linket, om det er inficeret, så spørg ALTID afsenderen, om de selv har delt det. DEL straks denne status med ALLE dine Facebookvenner! Det er en meget farlig virus!!!”

Sådan lyder en statusopdatering, der i disse dage spredes med lynets hast på Facebook. Umiddelbart ligner den en venligtsindet advarsel, men IT-eksperter advarer på det kraftigste mod, at du deler den. Den er nemlig ikke en opdatering, men en farlig virus, der narrer dig til at sprede den ved at have et indhold, der appellerer til at blive delt.

“Det er en meget ondartet virus, og man må endelig ikke advare mod den, for så spreder man den bare,” siger Khalid Karim, der er ekspert i IT-sikkerhed.

Manuel smitte
Khalid Karim forklarer, at den nyopdagede virus spreder sig ved hjælp af en metode, der på fagsprog kaldes “manuel smitte”. Det er en mindre gængs metode end den automatiske smitte, der omtales i virussens tekst.

“De flest computervira, vi kender til, spreder sig selv, når man klikker på et link eller downloader en fil. Vira, der er programmeret til at sprede sig ved hjælp af manuel smitte, er langt vanskeligere at kontrollere, fordi internetbrugere aktivt deler dem eller videresender dem via mail. Det gør dem fuldstændig immune over for antivirussoftware,” forklarer Khalid Karim.

Mund til mund-metoden
Hvis du overvejer at skrive en statusopdatering, sms eller email for at advare mod, at man deler advarslen, begår du en stor fejl. Den aggressive virus muterer nemlig meget let, og det medvirker du til, hvis du skriver for at advare mod advarslen.

“Jeg vil i stedet anbefale mund til mund-metoden, hvor man fortæller om virussen, når man møder folk ansigt til ansigt. Man skal dog være varsom og gøre det kort, for vi har en mistanke om, at den er i stand til at mutere, så den også bliver levedygtig i ikke-teknologiske netværk, ligesom vi har set med ‘sladder’, som den er beslægtet med,” slutter Khalid Karim.