Ill.: deedl, Bigstock

Ill.: deedl, Bigstock

I farefuldt og uvejsomt terræn har en specialtrænet styrke fundet frem til det legendariske sted, hvor hunden ligger begravet. “Historisk,” udtaler verdens ledere.

“30 grader sydøst! Tre skridt frem. Stop!”

Sveden perler ned over ekspeditionsleder Charles Hooper Fergusons ansigt. Med årvågent falkeblik studerer han det skrøbelige pergament, han holder i sine barkede næver. Hans ekspeditionsteam parerer ordre uden tøven. De tolv kvinder og mænd er efter flere års træning og måneders kamp gennem uvejsomt terræn kommet helt tæt på målet. De er spændte, men koncentrerede.

“20 grader vest! Syv skridt frem! Grav!”

Hvert medlem af specialstyrken kender sin plads. En skal tage hakken, en anden spaden. Andre skal sidde på knæ og observere. Manøvren er blevet trænet igen og igen.

Et mystisk kort
Det startede i 2010, da arkæologer fandt et mystisk kort under en udgravning på de polynesiske øer. Tilbage på universitetet i Luxembourg begyndte en international forskergruppe at undersøge kortet. Efter nogle måneder var teorien klar:

“Det viser, hvor hunden ligger begravet.”

Herefter fulgte flere års træning af den særligt udvalgte gruppe modige mænd og kvinder, som tidligt i år satte ud for at sætte livet på spil i jagten på den begravede hund. De kæmpede sig gennem sumpe, jungler og trøstesløse ørkenområder i en afkrog af verden, hvor få mennesker har været før dem. Forhindringerne var mange, og før ordren til at grave faldt, var de flere gange ved at give op og vende om.

“Den ligger sørme her!”
Med usvigelig præcision begynder specialstyrken at grave. Få minutter senere lyder de ord, der allerede nu har skabt verdenshistorie:

“Den ligger sørme her!”

De videooptagelser og billeder, der blev taget i timerne efter, er allerede gået verden over, mens strabadserne langtfra er slut for ekspeditionen, der skal transportere fundet tilbage gennem trøstesløse ørkenområder, jungler og sumpe. Men verdens ledere jubler allerede.

“Det er historisk,” lyder det samstemmende fra Barack Obama i USA, Vladimir Putin i Rusland og FN’s generalsekretær, Ban Ki-Moon.

Ekspeditionen forventes tilbage i slutningen af august, hvor den vil blive modtaget af førende EU-politikere og storhertug Henri af Luxembourg.