En lille gruppe modige frihedskæmpere under ledelse af Lighteren og Citrusfrugten kører i disse dage hurtigt og med alkohol i blodet forbi politiets fascistiske fotovogne.
Han tager et sug af sin ulovligt importerede cigaret og lader røgen bølge ud mellem bordene på Milano Restaurant & Pizzaria i indkøbscentret Field’s.
“Mmm,” lyder det veltilfreds fra den unge mand, idet han vender sig mod RokokoPostens udsendte:
“Det er duften af frihed.”
Snart ser vi dog en tjener marchere mod os med et fortørnet udtryk i ansigtet, og Citrusfrugten, som manden kaldes, lader som om, han slukker, men bliver ved med at pulse i smug.
Ulovlig rygning er dog ikke hans vigtigste frihedskamp.
“Vi vil befri Danmark for hendes fascister ved at køre virkelig hurtigt og med alkohol i blodet lige foran fotovognene!”
Vanvidskørsel for Danmarks frihed
Sammen med en gruppe andre liberale mænd har Citrusfrugten og hans kammerat, Lighteren, dannet Vanvidskørsel for Danmarks Frihed som en protest mod politiets opsætning af nye fotovogne.
“Før i tiden var landet frit, og bøgen svajede under den blå himmel. Nu suger fascisterne penge ud af vores lommer ved at gemme rådden overvågningsfrugt i løvet,” forklarer Lighteren, der selv har kørt for hurtigt mindst 20 gange i løbet af den seneste måned.
“Nogle gange havde jeg drukket tæt forinden, så jeg slingrede over i den modsatte vejbane, og én gang var jeg oppe på 180 kilometer i timen i tæt bebyggelse. Men det er min ret som fri dansker,” fortsætter Citrusfrugten, der sammen med Lighteren har udarbejdet en plan for, hvad medlemmerne af modstandsgruppen skal gøre, hvis en af dem fanges af politiet:
“Så har vi andre 24 timer til at flygte til Vestjylland, inden vores mand knækker under afhøringen og afslører nummerpladen på vores Citroën Berlingo.”
Købte cola med bitcoins
Frihedskampen har allerede krævet sit første offer: Andreas Jensen, der for to år siden erklærede sit værelse for en selvstændig republik, blev anholdt efter at have forsøgt at købe en Coca Cola på en Shell-tank i bitcoins.
“Han kørte 90 i timen på en landevej, hvor du kun må køre 80. Nu afsoner han 100 timers samfundstjeneste på et lokalcenter i Sydsjælland,” fortæller Citrusfrugten bittert, inden hans stemme løfter sig i retfærdig indignation:
“Men vi giver aldrig op!”