Foto: Palto, Bigstock

Foto: Palto, Bigstock

Mørkets kræfter er på spil i stemmeboksen, mener den katolske debattør og opfordrer til at tegne et kors på stemmesedlen eller helt holde sig fra valgstedet.

Korset er et ydmygt og håbefuldt symbol på den korsfæstede Jesus, der døde for vores synder, så vi har en chance for at blive frelste, hvis vi følger ham.

Krydset henviser derimod til en forkvaklet person med spredte arme og ben, der ukritisk lytter til demagoger, følger sine egne vulgære lyster og inviterer dæmoner lige ind i sit sind.

Sådan siger Iben Thranholm i et interview med RokokoPosten, hvor hun opfordrer alle åndeligt bevidste danskere til at tage afstand fra det gudløse og forræderiske folketingsvalg.

“En stemme med et kryds er en stemme på Satan. Er man modig, kan man vove sig ind i den lokale folkeskole eller det nærliggende ældrecenter, hvor der skal stemmes, og plante korsets tegn på stemmesedlen for at byde dæmonerne trods,” fortsætter den katolske debattør, der er klar over, at hendes udmelding er kontroversiel.

Putin har styr på det
“Men det er kun fordi, danskerne, og især de unge førstegangsvælgere, ikke har nogen åndelig ballast til at kunne forstå, hvad krydset faktisk betyder. Det er ikke bare streger på et stykke papir,” forklarer hun og henviser til den russiske præsident, Vladimir Putin, som en mand, der er anderledes bevidst om det demokratiske valgs dæmoniske karakter.

“Putin narrer mørkets kræfter ved at lade som om, han holder et rigtigt valg med dobbelttjekkede stemmesedler, en fri opposition og så videre. På den måde lokker han Satan til valgstederne under falske forudsætninger,” fortsætter Iben Thranholm, der under sidste folketingsvalg selv så, hvordan dæmonerne plagede dem, der kom ud af stemmeboksen:

“Det var som at overvære en yogatime.”

Hizb-ut-Tahrir bakker op
I den islamistiske forening Hizb-ut-Tahrir hilser man Thranholms afvisning af valget velkommen.

“Det er flot, at selv en vantro kvinde, der i vores kalifat ville leve som en tredjerangsborger i en afsondret ghetto og formentlig blive stenet for ikke at være jomfru, også kan tage afstand fra demokratiet,” udtaler Junes Kock, der er klar til at demonstrere med Thranholm på valgdagen, hvis bare hun ifører sig en hijab.