Foto: Glaux, Wikipedia

Foto: Glaux, Wikipedia

En nyudsprungen student fra et aarhusiansk gymnasium har fået et eksamensgennemsnit på blot 10,9. Både rektor og undervisere beklager, at det er kommet så vidt. De lover at gøre sig mere umage fremover.

Fredag skulle egentlig være en festdag på Marselisborg Gymnasium i det sydlige Aarhus. En dag, hvor studenterne velfortjent kunne lægge studielivet bag sig og fejre deres eksamensbeviser og røde roser, inden det blev tid til studenterkørsel.

Men sådan gik det ikke. Efter sin eksamen i tysk på højniveau måtte Jonas Brodersen konstatere, at med blot fire tolvtaller og sågar et syvtal på karakterarket var han hele 0,1 fra at runde 11 med sit gennemsnit på blot 10,9.

Grædende lærere
Mens flere lærere blev set grædende på gangene, fordi det hæderkronede gymnasium havde underpræsteret så voldsomt, fortæller Jonas, at han selv følte sig som forstenet indeni.

“Det var utrolig hårdt at blive vejet og fundet marginalt lettere end bedre end perfekt,” siger Jonas Brodersen og fortsætter:

“Selvom jeg ikke vil være jordmoder eller ind på visse studier på CBS, gør det mig trist at tænke på, at jeg ikke kunne, hvis jeg ville.”

Lærerne overvejer nu, hvordan de har svigtet, og hvorvidt man fremover skal revurdere karakterskalaen, så også folk som Jonas vil have en chance for at komme over 11 i snit.

Giv tolv for fremmøde
“Vi tænker, at hvis man fremover giver 12 for selve fremmødet, så kan man undgå mange af de her dilemmaer, hvor man stempler enkelte studerende som mindre fagligt kompetente ved at give andre karakterer end 12,” siger Jonas’ dansklærer, Melanie Ågaard.

“Men det kan naturligvis være et problem for de elever, som af den ene eller anden grund vælger ikke at deltage regelmæssigt i undervisningen,” tilføjer hun.

Det er Jonas helt enig i. Han fortæller, at enkelte har insinueret, at han måske selv bærer et medansvar for de manglende tolvtaller.

“Min tysklærer mente, at mit relativt høje fravær kan have en form for indflydelse, hvilket, mener jeg, er en utrolig indskrænket måde at anskue faglighed på,” siger han og tilføjer:

“Det meste af den tid er faktisk gået med at se Reservoir Dogs og ryge joints, hvilket i allerhøjeste grad er fremtidsrettet. Jeg regner med at søge ind på Filmhøjskolen i Ebeltoft efter mine sabbatår.”