Foto: buso23, Bigstock

Foto: buso23, Bigstock

Livsstilsekspert kritiserer medier for at fokusere ensidigt på atypiske eliteidrætsudøvere, hvilket giver unge mindreværd og et usundt selvbillede. I stedet burde man vise middelmådigt dartspil og folk, der cykler langsomt op af Funder Bakke.

De fleste er klar over, at modebranchens photoshoppede og urealistisk tynde modeller er med til at gøre hele generationer af unge piger usikre. På samme måde giver film med eksempelvis Bruce Willis og andre actionikoner masser af unge mænd mindreværdskomplekser, når de ikke egenhændigt er i stand til at nedkæmpe en international terrororganisation.

Men langt mindre kendt er det, at eksempelvis Tour de France og De Olympiske Lege også er med til at gøre alvorlig skade på ungdommen. Det fortæller livsstilskonsulent og ejer af enkeltmandsvirksomheden RealSports4BetterU, Lisbeth Laugesen, som gennem flere dage har forsket i tendenser, der kan give hende potentielle kunder.

Elitesport er urealistisk
“For langt de fleste mennesker er det fuldstændig urealistisk at løbe hundrede meter på under tolv sekunder for slet ikke at tale om mindre end ti. Og at cykle op ad Alpe d’Huez på under en time,” siger hun og fortsætter:

“… den slags kan ingen helt almindelige mennesker gøre, og derfor er det dybt uetisk, at medierne konstant viser elitesportsmænd frem som forbilleder for unge og letpåvirkelige mennesker, som tror, at den slags præstationer er normen.”

Derfor burde medierne i stedet vise dagligdags sportspræstationer, som almindelige mennesker kan spejle sig i.

Send fra Funder Bakke
“Jeg forestiller mig, at man kunne sende fra Funder Bakke nær Silkeborg, hvor man ser, hvordan helt almindelige mennesker betvinger den 1300 meter lange bakke med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,2. Eller hvordan moderat berusede værtshusgæster i fyrrerne har rimelig svært ved at ramme den inderste skive i et spil dart, hvilket helt sikkert også vil tiltrække flere seere,” siger Lisbeth Laugesen og tilføjer, at man kan lave opbyggelige dokumentarer over samme format.

“I stedet for at følge atypiske enere, der træner sig op til og gennemfører ultraløb tværs over USA, kunne man skildre, hvordan en lidt kvabset 22-årig handelsskoleelev tegner abonnement til Fitness World, men kun formår at komme der to gange på syv måneder,” foreslår hun.