Foto: Christin Lola, Bigstock

Foto: Christin Lola, Bigstock

Selv børn, der tilbringer mange timer om dagen i daginstitution, nyder at være sammen med andre end deres forældre i ferieperioderne. Det er et problem, mener børneekspert.

Marius på fem og Christian på tre har sommerferie. Men i stedet for at være sammen med de forældre, de kun ser få timer dagligt i hverdagene, har de valgt at tage to uger til Mallorca med deres mormor og morfar.

“Det er sjovt, og vi får mange is,” siger Marius, der ligesom sin lillebror ikke savner mor og far.

“Kun lidt, når vi skal sove, men så trøster mormor os,” siger Christian.

Marius og Christian er to ud af flere tusinde danske børn, der hvert eneste år tilbringer en del af deres sommerferie i selskab med andre voksne end deres forældre.

Distance og utryghed
Selvom børnene selv giver udtryk for at nyde ferier uden forældrene, er der grund til bekymring. Det mener børneekspert Jannie Bjørnstad. For ferier uden mor og far skaber distance og utryghed, hvilket skader det tætte bånd, der bør være mellem børn og deres forældre.

“Børnene siger, at de har det sjovt, men det er kun fordi, de ikke ved bedre. Når de først har prøvet at være derhjemme med trætte forældre, der har brug for at koble fra og lade op, vil de til enhver tid vælge det,” siger hun.

Ifølge hende bør forældrene ikke skamme sig over, at de ikke har energi til at tilbyde børnene det samme som bedsteforældre eller sommerlejre, der både byder på masser af legekammerater og sjove aktiviteter. Børn har nemlig ikke behov for at have det sjovt i ferierne. Men de har brug for at være sammen med deres forældre.

Vigtigt at kede sig
Tilde Jørgensen, der er mor til Marius og Christian, er ked af, at hun har gjort sine børn en bjørnetjeneste.

Vi vil helst være sammen med børnene altid, men tænkte, at det var bedre for dem at komme med mormor og morfar i stedet for at lave ingenting sammen med os,” fortæller hun og tilføjer, at de tager i sommerhus sammen, når børnene er kommet hjem.

Men det er vigtigt for børn at kede sig, for det bliver de kreative af, mener Jannie Bjørnstad og tilføjer:

“Og man behøver ikke være bange for, at de sidder foran fjernsynet eller med deres iPads. De ting kan man jo bare tage fra dem. Så skal man nok få at se, hvordan de blomstrer op!”