Foto: master1305, Bigstock

Foto: master1305, Bigstock

Trods flere dødsfald i Japan er extreme haiku fortsat lovlig i Danmark, hvor eliteudøvere må mestre den vanvittige 1-3-1-form, hvis de vil gøre sig håb om mesterskabstitler.

“Skrig!
Op på stol
MUS!”

Med en sidste kraftanstrengelse brøler 26-årige Martin Karlsson ordene ud, før han styrter udmattet til jorden. Mens det næsten to meter høje og 140 kg tunge muskelbundt gisper efter vejret, tændes fighterblikket i modstanderens, Hasse Olsens, øjne. Han sidder i ringhjørnet og får kroppen masseret, men har ganske kort tid til at trumfe Karlssons imponerende ekstreme digt.

Publikum holder vejret. Når han det?

Med et rungende, gutturalt primalskrig rejser mastodonten sig i sin fulde højde, spænder musklerne og bevæger sig ind midt i ringen.

“Plask!
Våde sko
Å!”

Han rækker triumferende armene i vejret. Martin Karlsson, der ikke har nået at rejse sig, erkender, at slaget er tabt. Anstrengt rejser han sig op og giver modstanderen et dunk på skulderen. 23-årige Hasse Olsen er ny danmarksmester i extreme haiku.

Ikke for pattebørn
Med dunkende blodårer og sved, der perler hen over hele hans toptrænede, muskuløse krop, møder Hasse Olsen RokokoPostens reporter for at fortælle om sin passion, extreme haiku. En sport, der får publikum til at juble, men som vækker stor bekymring efter flere dødsfald i oprindelseslandet, Japan.

“Extreme haiku er ikke for pattebørn,” siger Hasse Olsen og fortsætter:

“Det kræver mange års træning. Man skal mestre den klassiske 5-7-5-form og så langsomt og gradvist træne sig op til 4-6-4, 3-5-3 og så videre. Kun de allerbedste og mest determinerede klarer den 1-3-1-form, som vi bruger i de store mesterskabsturneringer.”

Dumdristige manddomsprøver
Kritikere af extreme haiku vil have sporten forbudt. I Japan har den kostet mindst ti mennesker livet. Men det er ikke sportens skyld, mener Hasse Olsen:

“Der er tale om unge mænd, som helt uden forudgående træning kaster sig ud i haikudigtningens allermest ekstreme former. Dumdristige manddomsprøver for at imponere kvinderne. Det er klart, at den slags må gå galt.”

Han håber, at extreme haiku bliver ved at være lovlig, og at de mange nye klubber vil inspirere unge mennesker til at dyrke haikudigtningens ædle kunst i et tempo, som kroppen kan være med til.

(Artiklen blev oprindelig bragt den 19/3 2015)


Forfatterkommentar af Zenia Larsen

Man kan ikke altid have noget dybsindigt på hjerte, men artiklerne skal skrives alligevel. Så er det godt, at RokokoPostens format tillader lidt letbenet spas. Skal man grave en satirisk pointe frem, må det være noget med machokultur og livsstilseksperters gode råd om, hvordan man træner sig op fra niveau 0 til elite. Men det siger jeg kun for at høre mig selv snakke.

I virkeligheden fik jeg idéen, fordi Bertel Haarder begyndte at skrive politiske betragtninger i haikuform på sin Facebook-side, men han havde et lidt liberalt forhold til antallet af stavelser. Jeg fik den tanke, at det nok er meget godt at varme op uden at bekymre sig for meget om formatet, og så var kimen lagt til at betragte haikudigtning som en sportsgren.

Læserne foretrækker artikler med satirisk brod. Jeg selv holder aldrig op med at have en forkærlighed for historier som denne.