Foto: Folketinget.dk

Foto: Folketinget.dk

Nu, hvor Pia Kjærsgaard er blevet Folketingets formand, vil hun undlade at sammenligne Radikale med landsforrædere og kalde Carsten Jensen for en grim, ostelugtende mand, fortæller hun.

Fremover vil det være en ganske anden Pia Kjærsgaard, som offentligheden får at se. Efter, at hun er blevet Folketingets formand, vil hun holde op med at være så polariserende i sine udmeldinger. Hun har derfor sat RokokoPosten stævne for at redegøre for, hvad man fremover ikke vil høre fra den ellers så markante politiker.

“Min ambition er at være en mild og upartisk formand, der sørger for at dele sol og vind lige mellem opbyggelige nationale kræfter på den ansvarlige højrefløj og de landsskadelige godhedsfanatikere, der undergraver Danmarks sammenhængskraft, på venstrefløjen,” fortæller hun.

Vil aldrig omtale Stampe
“Eftersom jeg ved, at man skal holde mund, hvis man ikke har noget pænt at sige, vil jeg fremover undlade at nævne, at Carsten Jensen er grim og lugter af ost og aldrig nogensinde ytre Zenia Stampes navn,” siger den nyudnævnte formand.

“Man får et ansvar, når man overtager en post, der er så vigtig, at den kun overgås af selve dronningens, som i øvrigt – og heldigvis for det – er holdt op med at sige imbecile ting om dumsmarte bemærkninger,” erklærer Pia Kjærsgaard med et smil og fortæller, at hun også har skrinlagt en næsten færdig kronik, hvor hun kræver indvandrere udvist for at plukke vilde stikkelsbær.

Milde islam-analogier
Også i forhold til islamisme kan man forvente nye toner.

“Fremover vil man aldrig igen høre mig sammenligne islamismen med kræftceller. I stedet vil jeg bruge analogier som mild influenza eller mellemørebetændelse, som ikke vækker samme polariserende reaktioner,” fortæller hun.

“Og i stedet for at erklære min faste overbevisning om, at omtrent halvdelen af alle muslimer er krumsabelsvingende ekstremister, vil jeg fremover udelukkende med myndig og inkluderende stemmeføring understrege, at halvdelen ikke er det,” tilføjer Pia Kjærsgaard, inden hun nævner det sidste, man fremover ikke vil høre fra hende:

“Jeg kunne heller ikke drømme om at fremhæve den gæve stridsmand Søren Krarup og hans store indsats i kampen for fædrelandet, hvilket han utvivlsomt også selv glimrende kan klare.”