Foto: Kanzefar, Bigstock

Foto: Kanzefar, Bigstock

I et radikalt brud med den danske tradition for, at en film altid skal have en titel i bestemt ental, har instruktøren Severin Richardsson bestemt sig for at lave filmen “De syv store sække med ærter, hvor der er rigtig mange ærter i hver af sækkene”.

“Nogle gange er det virkelig vigtigt at prøve noget radikalt og kunstnerisk banebrydende. For mig står det ultimative dogme inden for dansk film om titler, der udgøres af et navneord i bestemt ental,” siger filminstruktør Severin Richardsson.

Han fortæller, at han som ganske ung bemærkede den oversatte amerikanske filmtitel “Syv mænd sejrer” og begyndte at overveje, om det kunne lade sig gøre at lave en dansk film, hvor titlen involverede navneord i flertal, eller om det overtrådte naturlove.

Kunstnerisk udfordring
“Det er ikke fordi, jeg har noget imod film som Bænken, Drabet, Arven, Kapringen, Jagten, Hævnen, Klassefesten, Viceværten, Kartellet, Steppeulven, Idealisten, Guldkysten, Krigen, Fukssvansen, Solkongen, Springet, Ambulancen, Dommeren, Drømmen, Vikaren, Kollegiet, Dansen, Gaven, Kandidaten, Velsignelsen, Smykketyven, Karlsvognen, Nattevagten eller Festen. Men jeg kunne virkelig godt tænke mig at prøve noget titelmæssigt helt andet og se, hvor det bringer mig hen,” forklarer Severin Richardsson.

Derfor er han nu i gang med at indspille filmen “De syv store sække med ærter, hvor der er rigtig mange ærter i hver af sækkene”, som dog kun bliver titelmæssigt nyskabende, understreger instruktøren.

Handling er uoriginal
“Jeg tror på, at man kun skal lave ét radikalt nybrud ad gangen, så publikum ikke overvældes. Så indholdsmæssigt er filmen pænt røvsyg,” fortæller han.

“Den skildrer en midaldrende mand fra den storkøbenhavnske øvre middelklasse, der oplever noget med parforhold og gennemgår en personlig udvikling, hvorefter han kommer ud som et større menneske på den anden side, bistået af en svensker, som er med i filmen af tilskudsmæssige grunde,” forklarer Severin Richardsson og tilføjer, at der også er noget med nogle ærter på et tidspunkt, men at de egentlig ikke spiller en særlig stor rolle.

Han fortæller dog, at en enkelt ting kan siges at være en anelse originalt, når det kommer til indhold.

“Altså, det bliver den første film på verdensplan siden 2013, hvor Mads Mikkelsen ikke er med. Men det er kun, fordi han havde travlt med Star Wars, så det tæller ikke rigtig.”