Foto: Wabeno, Bigstock

Foto: Wabeno, Bigstock

Snart kan alle få uhindret adgang til samtlige danskeres navn, adresse og telefonnummer i et enormt, papirbaseret register. En triumf for overvågningssamfundet, mener bekymret forsker.

Hvis du troede, at dine personlige data var forbeholdt udenlandske it-firmaer, den amerikanske efterretningstjeneste og kommunale sagsbehandlere, må du tro om.

I næste uge udkommer nemlig det hidtil største papirbaserede register over samtlige danskere i en given kommune med deres adresser, telefonnumre og eventuelle virksomheder. Alle kan tilgå registret blot ved at bestille det, hvorefter den gigantiske mængde data leveres kvit og frit med posten.

“Det er en triumf for overvågningssamfundet,” siger Thure Jansen, der er professor i anvendt paranoia på Københavns Universitets Institut for Statskundskab.

Skræmmende fysisk møde
Thure Jansen påpeger, at med det nye register vil det blive muligt at ringe direkte til enkeltpersoner eller opsøge dem på deres privatadresse, hvilket er langt mere grænseoverskridende end de sociale mediers informationsdeling.

“På nettet kan man uden konsekvenser sige grimme ting til folk, komme med uforpligtende likes og dele upersonlige artikler, der kun lige skraber overfladen. Men at møde mennesker ansigt til ansigt eller høre deres stemme er en utrolig skræmmende oplevelse, som de fleste gerne vil planlægge mange dage i forvejen,” siger professoren.

Læs bogen igennem
Også registrets tykke og bastante format med de mange retroprægede, tynde papirark og det halvlakerede omslag er fremmed og ubehageligt for det moderne menneske at forholde sig til:

“I den virtuelle verden er data flydende, og vi glemmer billeder og tekster kort efter, vi har set dem. Så er det anderledes forpligtende at vide, at jeg hver morgen kan hive en kæmpe bog ned fra reolen og fx se sort på hvidt, at Kim Jensen bor på Nørregade 172.”

Derfor foreslår Thure Jansen, at regeringen hurtigst muligt opretter en kontrolinstans, der skal foretage en grundig gennemgang af de indsamlede data, så borgerne kan føle sig trygge.

“Danskerne ville blive sparet for mange ubehagelige afsløringer, hvis en gruppe teknologieksperter kunne læse bogen med telefonnumrene igennem,” slutter professoren.