Foto: Alexandru Nika, Bigstock

Foto: Alexandru Nika, Bigstock

I dansk politik må virkeligheden se sig slået af den virkelige virkelighed, erklærer en professor i statskundskab, men tilføjer, at fremtiden tilhører den virkeligt virkelige virkelighed.

Når det kommer til realiteterne, tingenes tilstand og de faktiske forhold i jernindustrien, er virkeligheden ikke længere nok.

Det slår professor i statskundskab Gorm Hellesen fast i en meget kontroversiel artikel, der optræder i sidste udgave af tidsskriftet Politica under titlen “Virkelig? Virkelige og mindre virkelige virkeligheder på Christiansborg.”

Her gennemgår forskeren fra Københavns Universitet de forskellige virkeligheder i dansk politik, både når der tales flygtningestrøm, registreringsafgift og ældrevelfærd. Konklusionen er klar:

“Den virkelige virkelighed er virkeligheden langt overlegen i politiske diskussioner, simpelthen fordi den er mere virkelig. En virkelighed, der bare er, giver nemt indtryk af at være banal, letkøbt eller en smule kedelig, mens en virkelig virkelighed tyder på indsigt hos den politiker, der kender til den,” forklarer Gorm Hellesen, der siden 2012 har undersøgt ontologiske brudflader i parlamentariske fora.

Væren og intet
Tidligere har han fx beskæftiget med den væren og intet, der er indeholdt i politiske udsagn som “jeg er klar over, at der er en sag” og “jeg vil ikke stå her og give dig tal”; forskning, der har mødt bred anerkendelse fra kolleger.

Men når det kommer til hans syn på virkeligheder, siger danske politologer fra, bl.a. professor Maria Rukavina fra Aarhus Universitet.

“Hans konklusioner går stik imod det konventionelle syn på virkeligheden og den virkelige virkelighed, og uden en virkelighed at sætte det op imod, bliver det næsten uvirkeligt,” siger hun og får straks svar fra Hellesen:

“Jeg sætter det op imod den virkelige virkelighed, hvilket er langt mere troværdigt.”

Fremtidens virkelighed
Professoren skynder sig dog at tilføje, at dansk politik rummer mere end den virkelige virkelighed, og at fremtiden tilhører den virkeligt virkelige virkelighed:

“Vi har endnu ikke set denne virkelighed i praksis, men det er kun et spørgsmål om tid. Alene dens tætpakkede karakter og tredobbelte bogstavrim antyder, at man skal tage den virkeligt virkelige virkelighed meget seriøst!”