Foto: Cezary Piwowarski, Wikipedia

Foto: Cezary Piwowarski, Wikipedia

Fire amerikanske betjente erklærer, at der var tale om selvforsvar, da de på et hospital skød og dræbte en 43-årig sort mand, der har været bevidstløs siden 2009. 

For seks år siden kom den tidligere pedel og servicemedarbejder James Kirk ud for en trafikulykke, hvor han pådrog sig alvorlige skader i nakke og baghoved. Siden da har han været indlagt på NewYork-Presbyterian Hospital uden at have genvundet bevidstheden. Natten mellem fredag og lørdag afgik han imidlertid ved døden efter at være blevet ramt af skud fra fire betjente på sin hospitalsstue.

Matchede signalement
Politichef Eric McGovern forklarede ved en pressekonference i går, hvad der førte til den tragiske hændelse, og hvorfor betjentene så sig nødsaget til at forsvare sig med våbenmagt.

“Der sker det, at de fire betjente modtager en anmeldelse om, at en midaldrende sort mand, som har været involveret i et skyderi, er flygtet ind på hospitalets område. Efter ankomsten iværksætter betjentene en større eftersøgning, hvor de på stue 173 identificerer en mand, der fuldstændig matcher beskrivelsen af den eftersøgte,” forklarer han og fortsætter:

“Da de beder den mistænkte lægge sig på maven med hænderne over hovedet, reagerer han overhovedet ikke, men forholder sig fuldstændig passivt og nægter at efterkomme politiets instrukser. Samtidig kan vi se, at han via forskellige slanger er i kontakt med stærkt mistænkelige maskiner, som de ikke kan udelukke, kan anvendes som våben.”

Bevægede øjenlåg
Derefter udvikler situationen sig ifølge politichefen dramatisk, da den mistænkte, trods flere stadig mere højlydte opfordringer til at overgive sig, forholder sig fuldstændig passivt.

“Da han så laver en mistænkelig bevægelse med det højre øjenlåg, ser betjentene desværre ingen anden udvej end at forsvare sig selv.”

Eric McGovern fortæller, at foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om en beklagelig fejltagelse, idet en gennemgang af den dræbtes journaler tyder på, at han ikke har været i stand til at bevæge sig i årevis.

Politichefen understreger dog, at sagen illustrerer vigtigheden af at efterkomme politiets instrukser, og at sagen kunne være undgået, hvis den mistænkte havde gjort dette.