Foto: Netrun78, Bigstock

Foto: Netrun78, Bigstock

Virksomheden TexTile flytter til Indre By med voldsomme protester fra de ansatte til følge. “Ren terror, at jeg skal bo i hovedstaden,” siger økonomichefen.

Efter ti succesfulde år i Vejle har reklamebureauet TexTile besluttet sig for at rykke teltpælene op og satse på det sjællandske marked.

“Vi er gået fra at være et tomandsfirma til en virksomhed med 150 ansatte, så nu vil vi gerne være med til at udvikle en forsømt del af Danmark med vores evne til at tænke ud af boksen,” siger TexTiles administrerende direktør, Lisbeth Granau Jensen, om flytningen af hovedkontoret.

Den beslutning har fået flere ansatte til at protestere, da de nu enten må flytte med jobbet eller sige op.

“Hvis ikke jeg vil være arbejdsløs, må jeg flytte til København. København! Det er et overgreb,” lyder det fra Peer Ipsen, der er TexTiles økonomichef og derfor må følge med til hovedstaden for at beholde sit arbejde.

Dyre bagere og narkomaner
“Jeg tøver ikke med at kalde det terror, når man tvinger mig og min familie til at flytte. Tanken om at bo i en storby fyldt med dyre bagere, narkomaner og såkaldt jævne københavnere får mig til at gyse,” siger han, men indrømmer, at flytningen ikke vil volde ham økonomiske vanskeligheder:

“Jeg tjener på den gode side af de 800.000 kr. om året, og min kone har et succesfuldt internetfirma, hvor hun sælger homøopatisk medicin og hunde af filt hjemme fra privaten, så det er ikke noget problem.”

Peer Ipsen og hans kolleger mener desuden, at beslutningen om at forlade Vejle er politisk og stærkt motiveret af et had til Vejle.

“Nej da, Vejle er skam en dejlig by,” bedyrer Lisbeth Granau Jensen og tilføjer, at det bare handler om at tænke nyt og udvikle sig.

Lægger liv i ruiner
“Vi havde strengt taget ikke behøvet at flytte til København, men man kommer ingen vegne uden en smule forandring nu og da. Jeg er med på, at storbyen måske ikke har den samme charme, ro eller hygge som en by i den jyske provins, men giv det nu en chance,” opfordrer direktøren.

Desværre falder hendes ord for døve øren hos Peer Ipsen.

“Beslutningen er udsprunget af et eller andet personligt lune, der truer med at ødelægge familier og lægge liv i ruiner. Det bliver TexTiles undergang,” forudser han.