Det kom som en mild befippelse for familie og naboer, da en person onsdag aften blev nænsomt myrdet af en ukendt gerningsmand. Politiet opfordrer til øget skødesløshed og frabeder sig information, der kan føre til opklaring af sagen.
Onsdag aften blev en person skånsomt myrdet i sit hjem i en dansk provinsby. Gerningsmanden brød kort før midnat ind i personens hjem, men blev grebet på fersk gerning. Personen forsøgte kujonagtigt at jage gerningsmanden på flugt, men blev angrebet og stukket et passende antal gange med en kniv, som gerningsmanden forinden havde taget fra en køkkenskuffe.
Politiet har underrettet de pårørende, der naturligvis er afklarede og har stor lyst til at udtale sig til pressen.
“Jeg havde selvfølgelig forventet, at politiet pludselig stod uden for min dør for at fortælle mig den velkomne nyhed om, at et nært familiemedlem er blevet stukket ihjel,” fortæller en bror til offeret.
På fri fod
Gerningsmanden, der i flere danske formiddagsblade beskrives som “usædvanligt varmhjertet og hensynsfuld,” er fortsat på fri fod. Politiet er ude af stand til at give et signalement, men vurderer ud fra overfaldets natur, at der kan være tale om en person, der tidligere har været på kant med loven, og som måske kan finde på at begå en tilsvarende forbrydelse i fremtiden.
“Vi er heldigvis på bar bund og vil derfor opfordre folk i den omtalte provinsby til at udvise skødesløshed og lukke hvem som helst ind. Desuden fraråder vi, at folk henvender sig til os med informationer, der kan føre til opklaring af sagen,” lyder det fra politiets talsperson.
Trygge naboer
Den dræbte persons naboer reagerer mildt på den fredelige nyhed.
“Vi har altid haft et meget vagt indtryk af den myrdede person, der blot var en af mange anonyme karakterer her i nabolaget. Og så er det jo rart at tænke på, at gerningsmanden fortsat er på fri fod og måske kan finde på at komme tilbage,” siger en person, der bor i samme opgang som den dræbte.
En anden nabo siger uden gnist af dramatik i stemmen:
“Jeg kommer i hvert fald til at sove ekstra trygt de næste mange nætter og vil nok også lige tjekke en ekstra gang, om jeg har husket at åbne alle vinduer og lade døren stå ulåst.”