Foto: zefart, Bigstock

Foto: zefart, Bigstock

Danske medier lider af en voldsom bias og prioriterer historier, der foregår tæt på i stedet for tilsvarende eller mere alvorlige historier i andre lande, viser ny forskning.

Sanne Overgaard er ph.d. ved Center for Magt, Medier og Kommunikation på Roskilde Universitet og har netop udgivet afhandlingen “Dansk nyhedsprioritering i et geografi-narcissistisk perspektiv”.

Efter at have analyseret to millioner aviser og nyhedsudsendelser konkluderer hun, at man på danske nyhedsredaktioner har en ekstremt stærk selektionsbias, når det gælder spørgsmålet om, hvad man vil fortælle læsere og seere:

Biluheld i Peru forties
“Groft sagt er medierne langt mere interesserede i at fortælle folk mindre nyheder, som foregår tæt på, end større nyheder, som foregår langt væk.”

“Hvis der eksempelvis har været et harmonikasammenstød på motorvej E45 ved Vejle, viser min forskning, at stort set alle danske medier vil dække det, mens et helt tilsvarende harmonikasammenstød i Peru aldrig bliver omtalt. Det er ekstremt påfaldende,” fortsætter hun.

Sanne Overgaards forskning dokumenterer også, at tendensen til kun at informere om nære begivenheder er endnu mere udtalt i forhold til de såkaldt lokale medier.

“I lokalaviserne kan selv den mest obskure notits om udvidelse af et ældrecenter få spalteplads, mens selvsamme avis ikke med et ord nævner, at det samme dag blev besluttet at opføre en helt ny by til mindst 200.000 mennesker i Xinjiang-provinsen,” siger hun.

Kurt kom ikke forbi Kina
“På stationen TV 2 Østjylland havde man i mange år indslaget ‘Kurt Kom Forbi’, hvor Kurt på intet tidspunkt kom forbi Kina. Faktisk kom han ikke uden for det østjyske område, endsige landets grænser,” forklarer hun oprørt.

Sanne Overgaard kan ikke dokumentere, at den geografiske diskrimination er overlagt. Hun mener dog, at meget tyder på, at udvælgelsen af stof er styret af en form for overlagt nyhedskriterie, som hun håber, andre vil forske yderligere i.

Selv vil hun nu forsøge at belyse, om andre landes medier er prægede af samme narcissistiske udvælgelse af nyheder.

“Min arbejdshypotese er, at hvis man undersøger nigerianske eller russiske aviser, vil de have en udpræget ligelig dækning af lokalt og dansk stof. Det er jeg helt overbevist om.”