Foto: Neville Chamberlain, Wikipedia

Foto: Neville Chamberlain, Wikipedia

Hvis vi taler grimt om den tyske rigskansler, kan vi bekæmpe ham, mener premierministeren og bakkes op af BBC’s generaldirektør.

“Han kalder sig selv for en fører, men han fører kun i had og ondskab! Et menneskeligt ekskrement, en Shitler!”

Sådan lød de hånlige toner fra den britiske premierminister, Neville Chamberlain, i en særlig radioudsendelse rettet til hele det britiske folk.

“Hvis ikke vi tydeligt markerer modstand, vil Shitler vinde,” fortsatte den 69-årige politiker og markerede dermed den anden officielle brug af den nedladende betegnelse om Adolf Hitler.

Ord gør også ondt
Chamberlains beslutning om at satse på en omfattende navneændring kommer efter, at premierministeren er blevet kritiseret for sin eftergivende linje over for den tyske kansler.

“Ord kan gøre mindst lige så ondt som våben. Hvad ville du sige til at blive kaldt Shitler og sammenlignet med afføring? Det er da ubehageligt,” siger Chamberlain og husker et nyligt møde med Hitler, hvor en af kanslerens underordnede glemte at titulere ham “fører”:

“Han blev så gal! Svingede rundt med armene og skreg, så den stakkels officer krøb ned i et musehul. Hvis der skal så lidt til at frustrere en magtfuld statsleder, vil en koordineret mediekampagne med BBC i front gøre underværker.”

Nyhedsoplæserne fniser
Hos den britiske statsradiofoni har man allerede taget handsken op fra Chamberlain og instrueret alle nyhedsoplæserne i at kalde Hitler for Shitler.

“Det er lidt vanskeligt, fordi de er vant til at bruge hans navn eller titel, og Shitler får dem til at fnise. Men jeg skal nok sørge for, at de forstår situationens alvor og bliver klar over, hvilken vigtig semantisk kamp vi fører,” lyder det fra BBC’s generaldirektør, Frederick Ogilvie.

Folketingsmedlem Winston Churchill er dog ikke begejstret og mener, at man skal supplere de verbale våben med egentligt militær.

“Gerne luftangreb og tungt artilleri,” siger han.

Endnu har RokokoPosten heller ikke modtaget pålidelig information om, hvorvidt det vulgære tilnavn har påvirket Hitlers politiske planer. En tysk kilde tæt på kansleren melder dog om, at Shitler var usædvanlig gnaven her til morgen.