Foto: Slaunger, Wikipedia
Ny forskning dokumenterer, at man passer bedst på Jyllands kyster ved at bosætte sig i København og aldrig opsøge dem.
Hvis man virkelig holder af den vindblæste og rustikke danske vestkyst, er det bedste, man kan gøre for den, at bosætte sig langt derfra og romantisere den på afstand. Det viser forsker i neovandkantsromantik ved Københavns Universitet, ph.d. Johan Rothman, i sin afhandling, Kyst i konflikt.
Bygger betonbunkere
“Det er helt tydeligt, at lokalbefolkningen ikke har nogen respekt eller forståelse for det miljø, hvor de og deres familier har boet i århundreder. De er blot interesserede i at bygge bunkere og hoteller eller Jensens Bøfhuse i beton i strandkanten,” siger han.
Johan Rothman fortæller også, at det ikke er videre overraskende, at lokalbefolkningen er ude af stand til at erkende, hvad der er bedst for deres lokalmiljø, da et mislykket forsøg på kvalitative interviews med de indfødte afslørede, at de end ikke taler et forståeligt dansk.
“Konklusionen er derfor entydig, at vestkysten bedst beskyttes af folk fra urbaniserede områder i Østdanmark. Gerne kulturpersoner med et stort overskud af tid og empati,” forklarer Johan Rothman.
Vesterhavet væk i Aarhus
At omsorgen for Jyllands kyster er særligt udtalt blandt københavnere, får RokokoPosten bekræftet ved at tale med to forbipasserende på Vesterbrogade. Der er tale om de studerende Rune Weygaard og Esben Smith, som er enige i, at vestkysten er alt for vigtig til at overlade til de lokale.
“Jeg var engang på lejrskole i Aarhus, og det var rigtig uhyggeligt, fordi de havde bygget en masse huse, der helt skyggede for udsigten til Vesterhavet. Det eneste af det, der var tilbage, var en smal stribe vand i midten af byen, hvor folk drak øl, og der var butikker overalt. I praksis var der intet Vesterhav tilbage her, og det er smaddertrist,” siger Esben, og Rune supplerer:
“Godt nok har jeg ikke selv været ved Vesterhavet, men jeg har enormt tit drømt om at vandre kontemplativt i de store sandbunker og måske møde en allike eller en klabautermand.”
Esben Smith fortæller også, at han, dengang han gik på efterskole, skrev en sang om de garvede fiskere fra Herning, som han godt kunne overveje at gøre færdig en dag, når han får tid.
