Foto: News Øresund – Johan Wessman, Flickr

Foto: News Øresund – Johan Wessman, Flickr

Drop Black Fridays tomme forbrugsræs og erkend, at du i virkeligheden blot har brug for en 2-3 værelses lejlighed på Vesterbro, et udvalg af nyere Apple-produkter, kemifrit tøj, en lille, benzinøkonomisk bil, kasser fra Årstiderne, virkelig god kaffe, et rustikt, men dog moderne køkken, minimalistiske, men komfortable møbler, jævnlige weekendture til Berlin, en sommerferie til et sted med eksotiske og berigende mennesker samt naturligvis tidssvarende og jævnligt udskiftet kunst på væggene. Og en ethjulet cykel. Sådan lyder budskabet fra Alternativet.

I går gik Danmark amok i indkøb i anledning af Black Friday. Men nu retter partiet Alternativet en kraftig kritik mod det, de betegner som en overdreven dyrkelse af falske behov.

Partiformand Uffe Elbæk fortæller, hvad man er kommet frem til efter en lang og intens workshop om emnet.

Drop store forstærkere
“Problemet er, at rigtig mange mennesker opfinder alle mulige kunstige behov og køber en masse ting, som de slet ikke har brug for,” siger han, hvilket Rakild Eskou, en anden workshopdeltager, eksemplificerer.

“Tit køber folk en eller anden vildt overdreven forstærker og kæmpestore højttalere bare for at kunne spille musik, når de sagtens kan klare sig med eksempelvis en iPhone 6S og en Sonos Play:5 og et abonnement på Tidal eller en anden streamingtjeneste, der understøtter audio i mindst 192khz,” forklarer han, men tilføjer, at en fraktion i partiet dog mener, man kan have brug for en pladeafspiller og en samling af Stan Getz-plader.

Flyrejser tvivlsomme
Derfor har Alternativet nu defineret, hvad der er legitime og illegitime behov. På positivsiden har partiet placeret blandt andet hørbukser, meget små biler og æstetisk appellerende elektronik, mens man på negativsiden finder blandt andet Lalandia, nylon og tyske biler.

Hvorvidt flyrejser kan accepteres afhænger af destinationen og formålet. Hvis man bor på et hotel tæt på vand, er det uacceptabelt, mens det kan være ok, hvis man rejser i en god sags tjeneste og taler med eksotiske mennesker, som ikke sælger souvenirs, siger Rakild Eskou og slutter:

“Jeg rejste engang til Burkina Faso, hvor jeg brugte næsten hele min ferie på at overbevise folk om, at de ikke har brug for aircondition eller asfalterede veje, når bare de har hinanden. Jeg tror, de måske lyttede, og det var i hvert fald berigende.”