Foto: Sakena, Flickr

Foto: Sakena, Flickr

Morten fra Hjallerup vil gerne have mandlen, men erkender, at der er mange om buddet. Heldigvis har den 36-årige nordjyde et lyst sind og er ikke bleg for at glæde sig på vegne af andre.

Morten Poulsen sidder i den sandfarvede sofa i stuen i Hjallerup. Håret er kortklippet og velfriseret. Sirlig vil nogen sikkert kalde ham. Med skjorten omhyggeligt stoppet ned i de diskrete, men moderigtige jeans. Kendte man ham ikke, ville man tro, at han var lidt af en skrankepave. Men man ville opdage, at inde bag facaden banker et hjerte fyldt med mandsmod. En ægte fightersjæl, der som et fyrtårn oplyser vintermørket med inspirerende jernvilje og en barndommens begejstring, som voksenlivet ikke har formået at kvæle.

“Jeg vil gerne have mandlen. Det er så sjovt, når man får mandlen,” siger han med en stemme fyldt med en passion, der står som en skærende kontrast til hans afdæmpede ydre.

Han fortæller om dengang, han sidst fik mandlen. Det var i 2009.

En stor marcipangris
“Jeg prøvede at skjule den, men kunne slet ikke holde masken, så de andre gennemskuede mig. Og så vandt jeg en stor marcipangris.”

Han smiler begejstret og dvæler en stund ved det lykkelige minde. Så bliver ansigtet alvorligt. For siden har Morten ikke haft heldet med sig. Og han er bange for, at det heller ikke sker i år. Men i stedet for den forventede modløshed lyser et nyt smil op i det velplejede ansigt. Han giver ikke op. Selvom chancerne er små.

“Vi bliver 16 til jul, så det er ikke så sandsynligt, at jeg får mandlen. Men jeg giver sørme ikke op uden kamp,” siger han.

Godt for noget
Man mærker, at Morten ikke er en mand, der lader sig slå ud af nederlag. End ikke tanken om, at en anden skulle få mandlen, slår ham ud.

“Sidste år fik min lille søn på tre den. Det var så sødt, for han var så ivrig, da han pakkede mandelgaven op,” siger han, som tænkte han slet ikke på sit eget nederlag.

Med sit storsind fremstår Morten som en rollemodel for alle Danmarks mænd. En mand, der tør være sårbar i en verden, hvor kynisme og egoisme råder. En mand, der tør se sin frygt for ikke at få mandlen i år i øjnene.

“Jeg elsker julen. Især den der tradition med risalamande og mandelgaver,” siger han til sidst.