Igen i år florerer en sag om en Marius, der møder en urimelig skæbne i Danmark. Denne gang er der dog tale om et menneske fra Cameroun, og den slags kan ikke forvente samme opbakning som en giraf, mener ekspert.
Den 30-årige ingeniørstuderende Marius Youbi, der er blevet udvist, fordi han har arbejdet mere end de tilladte 15 timer om ugen, kan ikke samle folk om en international protest ligesom giraffen Marius, der sidste år blev slagtet i Københavns Zoo. Det er klart, mener Trine Lauritsen, der er lektor i sociologi med speciale i folkelig opstand på sociale medier.
“Marius Youbi mangler den nuttethed, som giraffen Marius havde. Han er et menneske fra Cameroun og ikke et girafføl, og så får man bare ikke den samme sympati,” siger hun og understreger, at den nye Marius skal være mere end lykkelig over, at mennesker i Danmark både demonstrerer og laver underskriftsindsamlinger for, at myndighederne lader ham blive.
Mest synd for dyrene
Hun tilføjer, at der ikke er noget underligt i, at de internationale protester udebliver.
“Giraffer har lange halse og store, nuttede øjne, og så har de den der lidt vakkelvorne måde at bevæge sig på. Den nuttethedsfaktor er svær at overgå, selv for en sort mand fra Afrika, der er rigtig flink til at få høje karakterer,” siger hun.
Om Marius selv kan gøre noget for at øge sin nuttethedsfaktor og dermed sandsynligheden for at rejse en international protest, tvivler Trine Lauritsen på.
“Det bliver svært, især i disse internationale tider, hvor man ikke engang rigtig synes, at det er eksotisk at være sort. De fleste ser desværre Marius Youbi som et helt almindeligt, godt begavet menneske, som det slet ikke kan være lige så synd for som et umælende dyr,” forklarer hun.
Måske hvis han danser
Hun mener dog, at Marius måske har en chance, hvis han træder lidt væk fra sin offentlige persona som flittig og højt begavet mønsterelev.
“Måske har han en chance, hvis han tager bastskørt på og danser nogle afrikanske stammedanse. Den slags går direkte i hjerterne på folk og gør det lettere at sammenligne ham med nuttede dyr, og så kan det godt være, at folk ude i verden vil synes, det er for dårligt, at han ikke må være her,” slutter hun.