Foto: Palmershots, Bigstock

Foto: Palmershots, Bigstock

Biografen Øst for Paradis er for snerpede kultursnobber, der ikke tør se mainstreamfilm. Derfor mener danskerne, at det ville være mindre pinligt, hvis prins Henrik havde været i swingerklub.

“Jeg vil … jeg mener … det er bare. Nej, jeg kan næsten ikke tale om det.”

48-årige Torben Sønderskov fra Århus er royalist dybt i hjertet. Derfor fulgte han ivrigt med, da det forleden kom frem, at en af kongehusets biler var blevet set i Paradisgade i Århus, hvor den holdt parkeret foran swingerklubben GClub.

“Jeg syntes, det var fantastisk, at vores kongehus viste så folkeligt et ansigt. Men så kom det frem, at han slet ikke var i swingerklub, men inde for at se en film i Øst for Paradis,” lykkes det ham efter længere tid at fremstamme.

Macbeth er for bøsser
34-årige Lisa Henriksen fra Hinnerup tæt ved Århus er enig med Torben Sønderskov. Hun er meget skuffet over, at prins Henrik ikke var i swingerklub for mænd.

“Øst for Paradis er en biograf for snerpede kultursnobber, der ikke tør se de samme film som alle os andre. Jeg forstår ikke, at kongehuset nærmest praler af, at dets medlemmer færdes den slags steder,” siger hun og fortsætter:

“Og så lige Macbeth. Helt ærligt, den er jo for bøsser. Det er GClub godt nok også, men på den fede måde.”

Både Lisa Henriksen og Torben Sønderskov håber, at der blot er tale om en medieløgn, og at prinsgemalen i virkeligheden var i swingerklub.

“Det kunne ligne pressen at opdigte historier om, at han kun har droslet ned på sine royale aktiviteter for at kunne gå i biografen for at se smalle og intetsigende film,” siger Torben Sønderskov.

Øst for Paradis beklager
Hos Øst for Paradis beklager man, at man har bekræftet, at prins Henrik var der for at se Macbeth.

“Det er et brud på vores regler for diskretion, for selvfølgelig bør man kunne komme her uden, at hele landet finder ud af, at man har den slags tilbøjeligheder,” lyder det fra Ditte Daugbjerg Christensen, der ellers tidligere har udtrykt glæde over prinsgemalens gode smag.

“Det var et forsøg på at støtte kultureliten, der jo er en jaget befolkningsgruppe. Men det burde jeg selvfølgelig have gjort uden at nævne navne. Fremover lover vi, at han kan komme her under dække af at skulle på GClub,” slutter hun.