Foto: Bhofack22, Bigstock

Foto: Bhofack22, Bigstock

Den forjættende blanding af peberfrugt, peber og hvidløg i blød creme fraiche kan fra næste måned resultere i fængselsstraf, hvis politiet finder en høj koncentration af stoffet i dit blod.

“Jeg ved godt, det er dumt. Det ødelægger min økonomi, min sundhed, mit forhold til min familie. Men jeg kan ikke stoppe.”

Sådan siger 23-årige Emil Fajstrup om det misbrug af KiMs Holiday Dip, der siden gymnasiet har styret hans liv. Efter en fest i 2.g, hvor chips og dip stod på alle bordene, vågnede Emil med en pludselig trang til mere af det stof, han aftenen forinden havde indtaget i store mængder.

Indtil videre har misbruget været et stort personligt problem for ham, men ikke ulovligt. Det vil dog ændre sig fra 1. februar, hvor Holiday Dip sættes på Liste A i myndighedernes klassificering af narkotika. Den populære dip kommer således i selskab med cannabis, LSD og forskellige typer morfin.

Tre breve i én skål
“Hvis politiet finder en koncentration af stoffet på mindst 0,005 mg pr. kg blod, får man en bøde og dernæst et klip i kørekortet. Rammer man 0,1, risikerer man fængselsstraf,” siger vicepolitidirektør Lene Grøn-Iversen og tilføjer, at 1,5 dl af dippen er nok til at nå grænseværdien.

“Det svarer til en lille skål, hvis man kun hælder et enkelt brev i. Jeg plejer at smide tre breve i på én gang og spise tre-fire skåle i træk,” siger Emil Fajstrup med et skamfuldt blik. Han ved godt, han har et problem.

“Heldigvis har jeg ikke kørekort, for så ville jeg virkelig være på den,” siger han.

Selvom Emils fremtid med Holiday Dip kun bliver sortere med næste måneds lovgivning, ved han ikke, hvordan han skal stoppe.

Blander op med letmælk
“Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Det er som om, man har taget smagen fra den optimale shawarmabid og blandet med de lune retter fra en jysk julefrokostbuffet,” siger Emil om det pulver, som han nogle gange hælder i creme fraiche, andre gange i fromage frais og en sjælden gang i A38.

“Engang var jeg virkelig desperat, fordi jeg sad i et sommerhus i Spanien med mine forældre og ikke kunne komme i supermarkedet på grund af siestaen. Så blandede jeg det op med noget letmælk. Da havde jeg det virkelig skidt med mig selv,” slutter han.