Foto andreacrisante, Bigstock

Foto andreacrisante, Bigstock

Donald Trump lover, at hvis han vinder præsidentvalget, vil han invadere planeten Jactantia, der ikke bare har bedre og større biler end vores, men også en overlegen evne til fredelig sameksistens. 

Begejstringen over, at der findes intelligent liv andre steder i universet, falmede hurtigt, da det viste sig, at befolkningen på planeten Jactantia ikke alene er intelligente, men også menneskeheden overlegen på langt de fleste punkter.

“Da et rumfartøj fra planeten Jactantia først beamede en personbil, der i høj grad ligner dem, vi har her på jorden, ned på en vej i den australske ørken, kunne vi næsten ikke få armene ned. Men så viste det sig, at de havde konstrueret bilen til lejligheden for ikke at skille sig ud. Deres egne er meget større og langt mere miljøvenlige end vores,” fortæller chefforsker fra NASA, Diane Janson.

Kommer med fred
NASA og specialstyrker fra hele verden overvågede bilen med stor agtpågivenhed, indtil man blev klar over de besøgendes hensigter.

“Det kan godt være, de kommer kørende i en simpel personbil, men man ved jo aldrig, om de vil udslette os,” siger CIA-agent Dustin Crane.

Det viste sig dog hurtigt, at hverken udslettelse eller andre krigeriske motiver ligger til jactantianerne. Faktisk er der tale om en ekstremt fredelig civilisation. Provokerende fredelig, mener Diane Janson.

“De har ikke bare kæmpestore, vindenergidrevne biler. De er også i stand til at løse konflikter uden, at nogen tager skade og er i det hele taget bare bedre til alting, end vi er, og det på en nærmest ulidelig flink og venlig måde,” mugger hun.

Klar til invasion
Opdagelsen af den overlegne civilisation har givet det amerikanske præsidentvalg en drejning. Donald Trump meddeler, at han er parat til at indlede en invasion af Jactantia, hvis han vinder valget.

Herhjemme udtaler statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at Danmark i så fald vil bakke amerikanerne op.

“Det er en trussel af en art, vi aldrig har set før. Menneskehedens selvforståelse som evolutionens højdepunkt er i fare. Den risiko kan vi simpelthen ikke løbe,” siger han og nægter, at man i stedet kunne tage ved lære af jactantianerne.

“Det er på forhånd dømt til at mislykkes,” slutter han.