I protest mod, at konen mindede ham om valentinsdag, selvom han udmærket godt var klar over det, nægter Kåre Mortensen at gøre noget romantisk ud af dagen.
Lørdag aften skulle 44-årige Kåre Mortensen på pub med nogle kammerater fra fodboldklubben. Han kone, 43-årige Lisette Mortensen, var ikke begejstret for udsigten til, at hendes mand ville komme sent hjem og have tømmermænd det meste af søndagen.
“Det er jo valentinsdag, men jeg er sikker på, at han har glemt det,” sagde hun lørdag eftermiddag til en veninde, som hun ringede til for at klage sin nød.
Men Kåre var udmærket godt klar over, at det var valentinsdag, fortæller han til RokokoPosten. Han havde endda planlagt en hel masse forskelligt i romantikkens tegn. Men det blev aldrig til noget.
Nu er jeg bare sur
Lisette valgte nemlig at fortælle sin mand, at det var valentinsdag, og at det denne gang betød særligt meget for hende, fordi de i år har været gift i 10 år.
“Jeg mener, det behøvede hun ligesom ikke at sige, vel?” mugger Kåre og fortsætter:
“Bare fordi jeg havde planlagt en bytur med gutterne, hvor vi skulle drikke os totalt lamme som i gamle dage og først komme hjem, når det sidste værtshus lukkede, kunne jeg jo godt have planlagt en masse romantiske ting, som vi skulle lave dagen efter. Og det havde jeg faktisk også. Men nu er jeg bare sur, så det bliver ikke til noget.”
Bliver i sengen
Det er også derfor, Kåre stadig ligger i sengen, da RokokoPosten kontakter ham. Lisette er stået op, men den romantiske morgenmad på sengen, som de skulle have nydt sammen, er aflyst.
“Ja, aflyst! For jeg havde altså planlagt, at vi skulle have den. Og så skulle vi have været i biografen. Og ude at spise. Og bagefter en tur til stranden for at kigge stjerner. Det var alt sammen meningen, men fordi hun absolut skulle antyde, at jeg havde glemt alt om det, bliver jeg bare i sengen hele dagen. Og det er altså ikke fordi, jeg har tømmermænd,” bedyrer han.
Lisette Mortensen ærgrer sig over mandens opførsel, men mener ikke, at det kommer som en overraskelse.
“Han glemmer altid vigtige mærkedage,” siger hun, til hvilket Kåre indvender:
“Jeg glemmer aldrig noget. Det er Lisette, der husker forkert!”