Foto: RTimages, Bigstock

Foto: RTimages, Bigstock

I flere år har samtalekøkkenets invitation til fællesskab og glæde været et hit. Men nu trender indretning med plads til skamfuld isolation. Skammekrogen har gjort sit indtog i de danske hjem.

Det er hipt at skamme sig. Over at være dansker. Over at arbejde for meget. Over slet ikke at have et arbejde. Mulighederne er uendelige, men mange har savnet de helt rette rammer at dyrke skammen i.

Det er der råd for nu. Med et imponerende udvalg af skammekroge i et væld af prisklasser og designs er der noget at komme efter både for den arbejdsløse single i etværelseslejligheden og direktøren med liebhavervilla og fritidshuse. RokokoPosten har besøgt et par familier for at se deres skammekroge.

Kräk: Modulopbygget skam
Hos familien Poulsen i Herfølge finder vi IKEAs Kräk.

“Kräk-serien er lige noget for os, og med de mange moduler og farver er der noget for enhver smag,” siger 46-årige Line Poulsen.

Hun valgte en stilren, hvid model med fløje i massiv plast og en skydedør, så man kan lukke sig helt inde med sin skam. En ubekvem, men æstetisk skammel sikrer, at man sidder dårligt, når man befinder sig i skammekrogen, uden at det skæmmer rummet, når krogen efterlades med skydedørene åbne.

“Vi har sat den op i et hjørne i stuen. Så er det let lige at gå derind, når man har set Lars Løkke Rasmussen eller Inger Støjberg i fjernsynet,” fortæller Line.

Teknologisk strafkammer
Med Kräk fik familien Poulsen en flot og funktionel skammekrog for mindre end 1000 kroner. Skammekrogen Torture fra Montana befinder sig i en helt anden prisklasse, men byder til gengæld på et væld af teknologiske finesser, der gør den til et sandt skatkammer af afstraffelsesmuligheder.

For 48.795 kroner anskaffede Klaus Erland, der er direktør i en mellemstor virksomhed på Østerbro, sig en fuldt udstyret skammekrog, som hele familien nyder godt af.

“Jeg er især glad for muligheden for at blive låst inde, til jeg har skrevet “jeg er et usselt kryb” 500 gange på den medfølgende touchscreen,” fortæller Klaus, der også er glad for Tortures fotofunktion.

“Mens man sidder derinde og skammer sig, tager den en masse billeder, som den forvrænger og viser til en, indtil man græder,” slutter han.