Foto: Hardheadmonster, Bigstock

Foto: Hardheadmonster, Bigstock

Under hashtagget #everybodymustgetstoned erklærer flere hundrede kvinder, at de er klar til at lade sig stene for utroskab og sex før ægteskabet, hvis det skulle blive aktuelt.

“At blive stenet til døde er en væsentlig og meningsgivende del af at være kvinde i et shariasamfund, og vi vil gerne vise vores muslimske medsøstre, at vi ikke ringeagter dem for deres religion, men ønsker at kæmpe for deres ret til at blive stenet.”

Sådan lyder det fra den 25-årige feministiske aktivist Olivia Jonsson, der i sidste uge startede kampagnen Everybody Must Get Stoned. Her har 723 ikke-muslimske kvinder i skrivende stund lagt billeder op af sig selv, hvor de står midt på en offentlig plads, tilsyneladende klar til at blive stenet.

Kampagnen følger op på et lignende tiltag, hvor ikke-muslimske kvinder fotograferede sig selv iført hijab for at vise solidaritet med muslimske kvinder.

Handler ikke om stening
Indtil videre er der dog ikke kommet nogen meldinger om, at steninger faktisk har fundet sted, hvilket heller aldrig har været meningen.

“Kampagnen handler ikke om, at du bliver stenet sådan rigtigt, ligesom tørklædekampagnerne ikke handler om at leve et egentligt muslimsk liv,” siger Olivia Jonsson og uddyber, at deltagerne i stedet ønsker at gå op imod den kolonialistiske og racistiske idé om, at mennesker med andre kulturer og hudfarver som udgangspunkt er undermennesker.

Skammer sig
“Mange mener, at de steninger, der fx finder sted i Iran og Saudi-Arabien, er et problem, fordi det er grotesk at henrette mennesker på så brutal vis for at være blevet voldtaget eller have dyrket sex inden ægteskabet. Men det er fordi, man er blind over for den brutalitet og groteske andet-gørelse, vi dagligt ser på gaden,” fortæller aktivisten og fortæller, at hun selv skammer sig over den fremmedgørelse, hun ubevidst udsætter sine muslimske venner for:

“Når jeg taler med dem, antager jeg, at de går ind for demokrati og menneskerettigheder, bare fordi jeg selv gør det. Men de idéer er jo bundet op på hvidhed og vestlighed, så det er arrogant af mig at tro, at de tænker det samme som jeg.”