Foto: Evgeny Atamanenko, Bigstock

Foto: Evgeny Atamanenko, Bigstock

Dårligt integrerede børn af hipstere udgør et hastigt voksende problem. I København findes kvarterer, hvor mennesker, som ikke er ansat i den kreative branche, er bange for at færdes.

Det er eftermiddag på Nørrebro, hvor RokokoPostens udsendte har slået følge med en 18-årig andengenerationshipster, der kun vil omtales som Ask Pil (det rigtige navn er redaktionen bekendt). Han har indvilget i at vise rundt i et af andengenerationshipsternes mest betændte miljøer, Jægersborggade.

Fare for benamputation
På højre side af vejen ligger udelukkende cykelbutikker, hvor man kan købe selvkørende fixie-cykler bygget af tørv, mens resten af vejen er domineret af pladebutikker, der faldbyder “Alt i namibisk salsa 1972-1984”, “Byens tungeste LP’er – særudgaver på op til 3542 gram!” eller lokker med vintage mp3-afspillere.

“Det er kun folk, som er ansat i den kreative branche, der tør vove sig herind,” siger Ask Pil.

“Hvis jeg ikke havde været med, ville du klart være blevet trukket ind på en rustik ølbar og tvunget i et par jeans så stramme, at dine ben måtte amputeres,” forklarer den 18-årige andengenerationshipster med et advarende nik mod en af gadens neo-retro-brune værtshuse, der reklamerer med nanomikrobryg lavet på vinyl, WD-40 og bulgarsk kernelæder.

Løntilskud fra Vega
Erik Skov-Mørk er forsker ved Københavns Universitets Center for Popkulturelle Radikaliseringsstudier, og han bekræfter, at andengenerationshipsterne lever i ekstremt sekteriske parallelsamfund.

“Helt grundlæggende er andengenerationshipsterne ikke en del af den overordnede samfundsøkonomi, og meget få af dem bidrager med noget meningsfuldt. De lever typisk af sorte penge fra diverse undergrundsfester, løntilskud fra Vega eller dunkle kommunale puljemidler,” siger han.

“Mange af førstegenerationshipsterne i forældregenerationen kommer fra tilbagestående jyske steder med stærkt afvigende normer. De blev aldrig for alvor en del af samfundet, men har en fuldstændig forskruet og karikeret opfattelse af, hvad det vil sige at leve i en større by. I dag ser vi så resultatet af det,” forklarer Erik Skov-Mørk, der mener, at man bør overveje en form for genopdragelsesrejser til eksempelvis Herning for at komme fænomenet til livs.