Den afdøde sovjetiske diktator mener, at han er langt ondere end Hitler, og kræver derfor mere anerkendelse, når det kommer til absurde historiske sammenligninger.
“Teltlejre og smykkelove, det minder lidt for meget om 30’ernes Tyskland.”
Sådan lyder en hyppig kommentar, når danskerne diskuterer landets flygtninge- og indvandringspolitik. Det er ikke fair, mener Josef Stalin, der var Sovjetunionens leder i omkring 30 år.
“Jeg er så meget ondere end Adolf! Det kan godt være, at hans regime slog flere mennesker ihjel, men han var nødt til at starte en hel verdenskrig for at få det gjort. Jeg kørte mit eget rædselsshow, men nutidens forkælede vesteuropæere er slet ikke bange for mig,” siger den brutale massemorder og peger på en nylig diskussion på Facebook, hvor teltlejren i Haderslev bliver omtalt som “noget fra Auschwitz”.
Hvad med Gulag?
“Der er endda en kvinde, som skriver, at danskerne bare passerer lejrene, ligesom indbyggerne i Polen også bare gik forbi kz-lejrene. Undskyld mig, har I hørt om Gulag? Men de ofre er nok ikke lige så fine som jøderne,” udbryder Stalin og synker tilbage i sin underverdensstol, mens han mumler diverse georgiske bandeord.
“Nej nej, ingen synes, jeg er noget særligt. Det er fint at skrive CCCP (USSR med kyrilliske bogstaver, red.) på døren til den seneste kreative PR-virksomhed på Nørrebro, ingen særlig ondskab i det,” sukker han, men tilføjer så lidt mere opmuntret:
Che forstår mig
“Che (Guevara, red.) er den eneste, der forstår mig. Selvom han er lidt af en amatør, når det kommer til at myrde politiske modstandere, snakker vi af og til om, hvordan den vestlige venstrefløj har gjort os til søde ikoner. Jeg optræder som russisk matrjosjka-dukke (stor dukke med mindre dukker indeni, red.), mens han dukker op på alle mulige fjollede amerikanske teenageres t-shirts.”
Den afdøde eksdiktator mener dog, at den manglende anerkendelse i sidste ende er de borgerliges skyld:
“Ikke alene har bourgeoisiet undertrykt masserne gennem hele verdenshistorien. De har også fuldstændig fejlet med at kommunikere, hvor ond og hensynsløs jeg var som leder. Hvor er den stalinistiske Schindlers Liste? Hvor er DR2’s endeløse dokumentarer om den store sovjetiske hungersnød? Amatører!”